Pigen med klumpfoden

Jeg prøver at glemme det, men det er ikke just let. Jeg tænker på det hverdag, selvom der i dag, er ved at være et par år siden. Faktisk husker jeg det som var det i går. Jeg husker den sommer, den nydelige unge herre, den hændelse tydeligt. Det var en morgen kort efter jeg var kommet til byen. Det var en særligt smuk morgen. Mine tanker hvilede på alt det smukke jeg var omgivet af, for en gangs skyld var det ikke kun min fod som fyldte mit hoved. Der var dejligt varmt og udenfor kvidrede fuglene om kap. Det var som sød musik i mine ører. Jeg sad på en udsigtsbænk ude ved vandet og nød den smukke udsigt. Havets bølger slæbte sig dovent ind på strandkanten og lod sig glide lige så langsomt tilbage igen. De efterlod kun et næsten usynligt spor i sandet. Morgensolen blændede mine øjne og vækkede det sidste i mig som stadig sov. De smukke omgivelser var en fryd for øjet. Blomsterne, fuglene og den smukke natur, men det var især sejlerne ude på sundet, der interesserede mig. Det gjorde et stort indtryk på mig, at folk kunne sådanne ting. Mit handicap hindrede mig i adskillige ting. Jeg skammede mig dybt over min fod, fordi den gjorde mig anderledes. Da jeg var mindre dansede jeg ikke ballet, som alle de andre skolepiger i klassen, jeg var aldrig med i tagfat og de andre morsomme lege. På grund af mit handicap, at kunne alle de ting, har altid været min største drøm. En ung mand afbrød pludselig min tankestrøm, han satte sig for enden af bænken. Det ville være en løgn at sige jeg ikke beundrede ham. Han havde en lidt gammel, men fin sort jakke på over en perfekt strøget hvid skjorte. Han havde nydelige øjne, og man kunne lige ane hans hår under hans hat. En pakke cigaretter stak ud af hans bukselomme. Jeg kunne mærke at han stirrede på mig og det glædede mig meget. Han sendte mig hele tiden blikke, og havde faktisk kun øje for mig. Det var dejligt med al den opmærksomhed tænkte jeg og rødmede en smule. Der gik ikke længe, før vi faldt i snak. Vi faldt i snak om en masse fælles bekendte. Det viste sig, at vi kendte mange af de samme mennesker, og det endte ud i en lang samtale. Vi præsenterede os for hinanden. Den nydelige unge herre hed Henrik Pontoppidan. Henrik gjorde sit bedste for at smigre mig. Han var høflig og spurgte ind til min hverdag. Jeg fortalte ham at jeg boede i en villa tæt på, og jeg havde boet der i et par måneder nu. Jeg løj over for ham, da han spurgte, om hvorfor jeg ikke var til bal i koncertsalen. Han sagde at alle sommergæster kom til ballet. Så jeg fortalte ham, at jeg mest holdt mig derhjemme, og at jeg ikke brød mig om at danse. Selvom det ikke var sandt, for jeg ville elske at kunne bevæge mig ud på gulvet og danse forrygende. Min fod hindrede mig i det, men det ville jeg ikke fortælle ham. Jeg var bange for at hvis han vidste det, ville han ikke kunne lide mig. Jeg kunne tydeligt se at han havde gennemskuet mig, så han skiftede hurtigt emne. Til et meget værre emne, han inviterede mig hen til udsigtspunktet. Jeg blev helt tavs og vidste ikke, hvad jeg skulle svare. En afgjort og kold afvisning røg ud af min mund, før jeg nåede at tænke mig om. Egentlig ikke fordi jeg ikke ville, men fordi det ville afsløre mit handicap, jeg ville have blevet nød til at rejse mig op, og han ville se at jeg halter. Og så vil han måske ikke kunne lide mig. Han så helt forvirret ud og blev bleg i ansigtet. Men det forsvandt hurtigt, da vi fik drejet samtalen ind på nogle andre emner. Emner vi begge fandt passende. Det beroligede mig at han var så galant. Han var særdeles smuk og charmerende. Jeg kunne mærke det varme sand under min bare fødder og klart dufte de smukke blomster. Jeg blev vækket fra dagdrømmen, da der blev kaldt på mig fra villaen. Jeg fór sammen, for jeg ville ikke lade Henrik vide besked om min klumpfod, jeg skammede mig over den. Jeg afslog alle hans tilbud om enten at hjælpe mig eller følge mig hjem. Det fik tårerne til at bryde ud. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Selvom jeg prøvede at hanke op i mig selv, kunne jeg ikke stoppe min gråd. Han blev helt konfus. Han undskyldte hvis han havde fornærmet mig, og sagde at det da slet ikke var hans hensigt at gøre mig nedtrykt. Så lettede han sin hat en smule og forsvandt roligt væk. Jeg rejste mig også op og begyndte at gå op hjem ad. Det var min mor, der havde kaldt til frokost oppe fra villaen. Jeg fortalte aldrig Henrik om min klumpfod og jeg er heller ikke stødt på ham siden. Jeg savner Henrik umådeligt meget, og han fylder mine tanker dag ud og dag ind. Jeg undrer mig stadig over, hvor han befinder sig. Jeg var på stranden hver dag. Men manden så jeg aldrig igen. I dag fortæller jeg af og til historien til mine børn og børnebørn. Selvom jeg kun snakkede ganske kort med den unge herre kunne jeg mærke noget. Vi havde et usynligt bånd som bandt os sammen. Og hver eneste mand jeg sidenhen mødte, var ikke det samme. Mavefornemmelsen var der kun denne ene gang, med denne ene mand. Tit spekulerer jeg over hvad der ville ske hvis jeg mødte ham igen. Om jeg stadig ville føle båndet imellem os. Og om han havde haft det på samme måde med mig som jeg havde haft med ham. Men samtidig tænker jeg også at det ville ødelægge en hel masse i mit liv. Jeg har jo nu en skøn familie og en dejlig husbond, som jeg elsker. Men båndet har aldrig været der.