Jeg har altid haft det svært, dels på grund af det med min fod. Da jeg var mindre blev jeg mobbet meget, det i ny og næ så slemt jeg overvejede om det var det værd, var det virkelig det værd, at leve et liv uden glæde. Jeg blev 17, men stadig uden den helt store glæde. Jeg havde gået rundt i 3 år nu, uden en eneste tanke om det var værd at leve. Jeg var meget lykkelig omkring mit liv som det nu var lige PT. Men stadig endu var der de onde, dem der kaldte mig Kamilla klumpfod, klumpe osv. Selfølgelig var der også en masse positive ting ved mit liv, jeg var godt til det der med at kunne hinke selvom at jeg var 17 og ikke rigtigt hinkede. Jeg havde mange gange troet at mit liv var godt som det var nu, men der har altid været en lille stemme inde i mit hoved som ikke har opbakket mig overhovedet. Den sagde ting som jeg gerne ville, ikke var mulige, det var fx. du får aldrig en kæreste med den fod, du vil aldrig kunne udrette noget og den værste var nok at den sagde, du vil aldrig få nogen til at kunne lide dig, ikke engang din mor kan lide dig, hun er bare nød til at sige at hun elsker dig fordi hun er din mor. Men den lille stemme gav mig både god og dårlig selvtillid, fordi at jeg vidste at hvis jeg kunne bevise over for den at jeg kunne ville den kun bliver svagere. Jeg fik en kæreste, men det holdt kun i 3 måneder. Det var ikke fordi min fod, det gik bare ikke. Nu har jeg mange venner som man nu har i den alder, men det ændrede sig altsammen i en april måned. Jeg blev valgt fra af min bedste veninde, og det var pga. foden. Jeg græd i tre dage, og fik lyst til bare at skære den af, flytte og lære nye mennesker bare for at kunne sig at det var genetisk.
Det er gratis at oprette en konto