Pigen med klumpfoden

Jeg sad på udsigtsbænken i udkanten af skoven og betragtede det smukke hav.

Stedet her var nyt for mig da jeg flyttede til byen, for kun få måneder siden, men det skuffede mig bestemt ikke. Den fantastiske natur og det smukke blå hav, det tog pusten fra mig.Stilheden var fantastisk, man kunne høre sine egne tanker, hvilket jeg satte stor pris på.Jeg yndede altid en frisk gåtur i skoven, hvor jeg kunne lytte til fuglenes sang og hvis man var heldig, se et rådyr eller to. Min far havde altid lært mig at det var de små ting, der udgjorde den største lykke, man skulle bare kunne se dem tydeligt nok. Og det gør jeg bestemt! Jeg prøver i det mindste.Jeg tænkte over livet, min deformitet, men også min lykke, da en mand pludselig satte sig på det modsatte hjørne af bænken.Det varede ikke længe før han prøvede at starte en samtale med mig, jeg blev glad men også forbavset over han ville snakke med én som mig. Jeg svarede høfligt tilbage, også gik snakken og vi havde en hel del tilfælles.

Imens han talte, betragtede jeg hans hår, det var fyldigt og gyldenbrunt, som han af og til trak tilbage med hånden, så det ikke faldt ned i panden. Hans øjne var brune og varme. Han var brun i huden, ja, men skulle næsten tro han var spanioler. Hans lyserøde læber var indrammet af lette skægstubbe rundt om munden. Jeg ville tro han var midt i trediverne. Men han var smuk! Pludselig lagde jeg mærke til at han beundrede mig. Jeg blev helt forlegen, men det glædede mig. Jeg præsenterede mig for ham, jeg fortalte mit navn og han fortalte sit, Edward. Jeg fortalte om min nykøbte villa der ikke lå så langt herfra. Han boede heller ikke særlig langt fra dette sted, derfor var han forbavset over ikke at have set mig før. Han kunne slet ikke forstå at han ikke havde set mig til ballet i koncertsalen. Men dans var ikke lige mig, hvilket jo også var sandheden.