Pigen med klumpfoden

Jeg husker det som var det i går men det er nu ved og være snart 10 år siden ulykken er sket. Jeg var ude og gå en tur på stranden da der pludselig ligger en stor ting foran mig til og starte med kunne jeg ikke se hvad det var men pludselig bevægede den sig så man kunne se hovedet og jeg kunne se at det var en form for en haj. Jeg gik lidt bagud af forskrækkelse over der lå en haj på strand, jeg havde aldrig set eller hørt om hajer her på stranden, men med et bevægede den sig og bidt efter min fod og inden jeg nåede at reagerer havde den fat i min fod. Jeg skreg men der var ingen der hørte det så jeg blev nød til og prøve og stik den i hjel med nogle af de sten der lå rundt omkring på stranden jeg fandt en der var spids og slog den ned i hajen, den skreg så jeg skyndte mig og gøre det igen indtil den døde af stikkene. Jeg var lykkelig trods den store smerte i foden, så jeg begyndte og hoppe hjem men jeg blev ved med og falde, og det var ved at blive mørkt så jeg kiggede efter et sted jeg kunne hvile mig til det blev lyset igen jeg fandt et sted ved skoven der lå ved siden af stranden og skyndte mig og hoppe derover, jeg vidste fra da jeg havde været spejder hvordan man kunne tænde et bål med sten og lidt træ så jeg fandt noget træ og nogle sten til og tænde det med så jeg kunne holde varme natten over, jeg lagde mig til og sove med det samme for og se om det kunne hjælpe på smerten. Næste morgen da jeg vågnede var det varmt og solen skinnede dejligt så jeg kom hurtigt op og stå og hoppede lige så stille videre men det gjorde stadig meget ondt og jeg faldt til sidst og besvimede. Da jeg vågnede igen lå jeg på sygehuset uden og vide hvordan jeg var kommet derind, lægen fortalte mig at jeg var blevet fundet ude i skoven af en mand som havde kørte dig herind. Da jeg spurgte ham om hvad der var sket med min fod sagde han at den var blevet trykket så meget at hævelse nok aldrig ville forsvinde, jeg begyndte og græde og tænkte hvorfor lige mig, jeg forstod det ikke. Men jeg blev nød til og lærer og leve med det så jeg besluttede og flytte ud i en skoven hvor jeg kunne være mig selv og hvor der ikke er en masser mennesker der går rundt og griner af mig som der var inde i byen hvor jeg boede inden jeg kom til skade. Jeg var rigtig glad for jeg flyttede ud i skoven det var lige noget for mig der var nød til og gå med en stok hvis jeg skulle gå mere end 100 m og jeg kunne heller ikke holde til og gå ret langt uden og skulle holde pause i lang tid men som tiden gik og jeg fik det bedre blev mit liv os meget nemmere. Da jeg en dag var ude og gå fandt jeg en udsigt bænk som lå tæt på mit hus så jeg begyndte og gå en tur derud hver morgen da man kunne se solen stige op fra den. Den anden dag da jeg sad derude kom der en mand som jeg aldrig havde set før det viste sig at at han os boede inde i skoven men alligevel havde jeg aldrig set ham han plejede os og gå ud til udsigt bænken om morgenen for og se den flot natur man kunne se derfra, og det han sagde til mig fik mig til og græde men ikke fordi jeg var ked af det men fordi jeg havde forstået mening med livet selvom jeg ikke kunne det samme som alle andre. Det gjorde os at jeg besluttede og leje en lejlighed inde i byen for og se om jeg kunne klare og bo derind igen, jeg fandt en helt ny side af mig selv efter jeg var flyttede til byen igen, men jeg beholdte stadig huset ud i skoven for og kunne tage en tur derud hvis jeg trængte til og komme lidt væk. Jeg føler nu at mit liv er forandret sig positivt og jeg har fået en masse venner og fundet manden i mit liv. Så trods min klumpfod er mit liv blevet lykkelig bare på grund af et tilfældigt møde med en mand jeg ikke kendte.