Pigen med Klumpfoden

Vandet lå spejlblankt ude på søen, og ikke en eneste bølge var til syne. Solen lyste ned på mig, men da det stadig var morgen, afgav den kun en snes af varme. Så vidt det var til at mærke, var temperaturen ikke mere end 15 grader, hvilket alligevel var varmt, set i forhold til, at klokken ikke var mere en syv om morgenen. Jeg satte en lok hår, der havde forvildet sig ud fra min gyldne knold, om bag øret og begyndte at nynne guldalderkomponisten Christoph Ernst Friedrich Weyse syngespil Sovedrikken. Totten faldt ned igen, og endnu en i den anden side. Jeg prøvede at sætte dem på plads, men gav op efter flere forsøg. Fuglene rundt omkring mig sang og hoppede rundt nede på jorden foran mig. Intet andet end harmoni sværmede omkring mig. Det var fredfuldt at sidde på træbænken den tidlige fredag morgen, hvor bønder normalt arbejdede. Jeg kiggede op i luften, lukkede øjnene og indåndede duften af våd morgendug. Et smil på mine læber bredte sig. Barndom. Det var den første tanke der spredte sig i hovedet på mig. Leg. Hygge. Ligeglad. For var det ikke det, man var, da man var barn? Ligeglad? Man tænkte ikke over sit udseende. Jeg kunne mærke en hurtig stikken i mit hjerte og et øjeblik virkede alting så trist. Men hvorfor? Jeg havde det jo godt. Jeg har altid haft det godt. Mine forældre har altid været meget velhavende, og jeg ville ikke kalde mig selv grim ligefrem. Nej, langt fra faktisk. Tværtimod meget nydelig. Men pludselig begyndte bladene bag mig at kunne høres, som hvis en person trådte i dem. Og ganske vist, det var det skam. En ung, nydelig herre kom gående ud fra skoven bag mig. Jeg nikkede blot høfligt tilbage, da han sendte mig et smil, og kiggede derefter igen ud over det spejlblanke vand igen. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at han satte sig på den anden ende af bænken, hvilket behagede mig fint. Hænderne blev lagt i skødet og ryggen rettet. Han begyndte at rømme sig, og derefter fulgte hans bløde, behagelige stemme; ”Sikke en nydelig morgen.” Jeg smilede ud i det blå og svarede så derefter; ” Helt bestemt. Det er ikke tit, man ser en morgen som denne.” Jeg kiggede ned på mine hvide handsker og derefter op på ham. Jo, han var skam helt og bestemt en flot herre. Han havde haft sort hår, kunne man se på hans øjenbryn, med grønne øjne. Høje kindben og et utroligt charmerende smil. ”Bestemt ikke. Gud må så vide, hvilken temperatur det vil blive senere på denne vidunderlige dag.” Han tog hatten af og lagde den i skødet. Han kiggede på mig og lagde hænderne ovenpå hatten. ”Jeg kommer tit her om morgenen, og jeg synes ikke at have set Dem her før.” ”Det kan De have ganske ret i. Jeg holder mig helst indendørs så tit, jeg kan.” Jeg kiggede hen på ham, for hurtigt at kigge ud over vandet igen, da hans blik mødte mit. En indre varme begyndte at spredes i mig. Det var som var der sat ild til mig, da det faktisk gik op for mig, at han også havde siddet og kigget på mig. Jeg satte hænderne på bænken for at virke mere afslappet, da han også virkede som den afslappede type. ”Det kan da ikke være rigtigt, at så nydelig en skønjomfru, som De, vælger at gemme sit ellers så flotte ansigt væk bag mure og glas.” Han rømmede sig og blev ved derefter; ”Hvor bor De i bund og grund henne?” Jeg kiggede på ham lidt i tvivl, om han nu var en person, man kunne stole på, hvilket han også kunne se, og derfor selv snakkede videre. ”Ser De, jeg kender en del heromkring, og jeg mener bestemt, som sagt, ikke at have set Dem før. Jeg er faktisk nærmere sikker, da jeg uden tvivl ville kunne huske så nydelig en ung kvinde som Dem.” Han stoppede sig selv i at snakke mere, da han kunne se, jeg blot sad og kiggede undrende på ham, hvilket fik ham til at le, og så blev han ved; ”Så må De blot svare mig, kender De Aksel Vilkenberg? For han nævnte fa-””Åh Gud, ja, det gør jeg skam. Han er et forfærdeligt egoistisk menneske.” Jeg tog min hvide hat af og lagde den i skødet, hvorefter jeg kunne høre hans lave latter. ”Der kan man blot se. Så er jeg ikke den eneste, der ikke bryder mig om manden. Nej, han er skam alt for ligefrem.” Andet end at give ham ret kunne jeg ikke, og nok også derfor snakkede vi videre om en masse andre fælles bekendte, og det endte med, han rejste sig op, hvor jeg dog blot blev siddende. Han tog min hånd, kyssede den og præsenterede sig selv, hvorefter jeg også præsentere mig selv. Jo, ham kunne man godt stole på, lød det til. Og ud fra de ting, han fortalte, lød det til, han fik mange ting at vide, som han i bund og grund nok slet intet skulle vide af. Han satte sig ned igen, hvorefter jeg bandt sløjfen, der havde holdt mit hår sammen, op og slog derefter ud med håret i en elegant bevægelse. Det var tydeligt, han sad og beundrede mig, og jeg lo lavt og smilte ud i luften, ikke engang til ham. Dog grundet ham. ”Nu vi var inde på emnet før. Hvordan kan det være, De ikke engang vælger at dukke op til ellers en så henrivende begivenhed som Ballet i Koncertsalen? Jeg mener, det er en festbegivenhed for alle der er ellers er noget, og siden de bor i en villa, så ville jeg nødigt tro på Dem, hvis De sagde, De intet var.” ”Jeg er ikke vild med at danse,” sagde jeg og lo. ”Jo, ser De, jeg er faktisk en yderst dårlig danser af en vis grund, som er meget irrelevant.” Jeg kiggede på ham og smilede. Han gengældte mit smil, og sådan sad vi og kiggede på hinanden i nogle få sekunder. ”Hvis ikke De kommer ud så tit, så må De heller ikke have set så meget. Kunne De tænke Dem en kort spadseretur til et nærtliggende udsigtspunkt?” Mere gav jeg ham ikke lov til at sige, selvom han skulle til at snakke videre, og svarede bare kort; ”Nej.” Mit smil forsvandt.” ”Jamen, frue, så må De forklare Dem, hvorfor De ikke har lyst,” sagde han i en mindre leende tone. ”Jeg bryder mig blot ikke om at gå med fremmede,” sagde jeg og gav ham et drilagtigt smil, for at undgå flere spørgsmål om lige dette emne. ”Det må være op til fruen selv om.” sagde han og smilede. Jeg kunne ikke lade være med at småfnise, da jeg dog alligevel fandt ham en smule tiltalende. ”Må jeg så spørge ind til deres familie?”, kom det fra ham og med et fór jeg sammen, da jeg hørte en velkendt stemme kalde på mig. Jeg tog fat i bænkens armlæn og stirrede blot ned på den. En vild uro spredte sig i mig, og jeg følte mig et øjeblik forfærdeligt ubehageligt tilpas. ”Jeg tror, der blev kaldt på dem”, sagde han, hvilket blot gjorde mig endnu mere utilpas, hvilket fik mig til ikke at svare ham. Da rejste han sig op og spurgte; ”Jeg håber, frøken, at det ikke er mig, der er skyld i Deres forstemthed. Og vil De, for at overbevise mig derom, tillade mig at ledsage Dem ned ad trappen her. Mosset er endnu fugtigt af duggen, man kan så let falde,” og så stoppede han kort og kiggede mig i øjnene, da han stadig kunne se, jeg var helt kulret og begyndte så igen; ”Eller om De blot vil låne min stok?” Jeg blev stresset af ham og uden at tænke mig om fór det bare ud af mig; ”Nej!” ”Nu er de uretfærdig imod mig, frøken! Det gør mig ondt, dersom jeg har misbehaget Dem med min påtrængenhed. Jeg håber, De i så fald vil tilgive mig den.” Jeg kunne intet sige efter denne sætning og vendte mig derefter om og begravede ansigtet i mine hænder for derefter at bryde ud i en hulken. Jeg kunne ikke længere se ham, men så vidt jeg kunne høre, så var han på vej væk, da bladene raslede. Jeg tørrede øjnene og besluttede mig for at det var på tide at tage hjem. Jeg rejste mig derfor op fra bænken og bevægede mig hjemad. ”Forbandede klumpfod,” mumlede jeg for mig selv og kiggede ned på den, hvilket blot fik mig til at bryde ud i en endnu mere voldsom hulken end før.