Pigen med klumpfoden

Det var ikke noget, jeg normalt plejede at gøre, men lige denne dag havde jeg lysten. Jeg plejede at blive inde, næsten aldrig komme ud. Men i dag ville jeg ud og nyde det, jeg altid plejede at gå glip af. Men jeg var nu stadig lidt bange, ikke bange for det udenfor, men for hvad folk tænkte inden i. Ville de lægge mærke til min klumpfod.Det var en stille, men dejlig solklar morgen. Vinden blæste svagt og tog fat i mit hår og svingede det blidt omkring. Jeg gik fra stranden og op til udkanten af skoven, hvor jeg vidste, der var en god udsigtsbænk, som jeg tog plads ved. Træernes tæthed og ro var noget helt andet end der hjemme. Jeg mærkede, hvordan træerne aftog alle vindstødene fra stranden. Jeg tog en dyb indånding, roen sænkede sig over mig. Jeg havde helt glemt alt om min frygt, men da jeg sad og så ud på det urolige vand, så jeg ud af min øjenkrog en mand komme til syne. Han satte sig roligt i den modsatte ende af bænken og betragtede udsigten, lige som jeg selv gjorde, men efter lidt tid lagde jeg mærke til, at han længe havde siddet og betragtet mig i stedet for udsigten. Jeg kiggede kort over på ham og så, hvordan han beundrede mig, hans øjne var kærlige. Jeg trak klumpfoden ind under mig, men tænkte ikke mere over det. Vi faldt hurtigt i snak, og det viste sig, at vi havde en masse fælles bekendte, han præsenterede sig selv for mig og jeg for ham. Jeg kunne godt lide alt den energi, han havde, og at han viste interesse for mig, han var en rar mand. Nu da han vidste, at jeg boede lige i området, begyndte det at undre ham, hvorfor han ikke havde set mig til ballet i koncertsalen. Men mit svar var klart, fordi jeg mest holdt mig hjemme, og ikke brød mig om at danse. Han gav dog ikke så let op, og tilbød mig at vi kunne gå en tur sammen. Men angsten for at han ville se min klumpfor fik mig til at takke nej, selv om jeg utrolig gerne ville. Jeg kunne se på ham, at mit svar ikke var, hvad han forventede. Og tanken slog mig, at han måske havde set den, og måske var han faktisk bare ligeglad. Vores samtaler fortsatte, og det gik pludselig op for mig, at det var usædvanlig lang tid siden, jeg havde haft en samtale med en fra det andet køn, som ikke var en fra familien, hvor det gik godt. Jeg kunne mærke, at min glæde gjorde mig mere livlig og jeg vidste godt selv, at jeg havde ført den over i vores konversation. Jeg var inde i min helt egen verden, uden jeg selv var helt klart over det. Men jeg kom hurtigt ud af den igen, da jeg for sammen ved lyden af, at der var nogen der kaldte på mig. Jeg var ikke klar over om min reaktion på forskrækkelsen var lige så voldsom, som den føltes. Jeg mærkede, at jeg blev helt varm op omkring ørene, det var lidt flovt. Han gjorde mig opmærksom på kaldet, da det gentagede sig. Derefter overtog angsten mig, det var som om mit hoved blev helt tomt, og det eneste jeg kunne tænke på var klumpfoden. Jeg bed mig i læben og blev ved med at stirre ned på min hånd som klemmede hårdt om bænkens armstykke. Jeg kunne jo ikke bare rejse mig og gå for så ville han jo sandsynligvis lægge mærke til den. Længe havde stilheden overtaget, lige til han rejste sig og sagde: han håbede, at det ikke var ham som var skyld i min stridhed, og jeg skulle overbevise ham ved, at give ham min tilladelse til at ledsage mig ned af trappen her. Men uden, at jeg havde tænkt over det røg det bare ud af mig uden, at jeg så op, nej! Mine frustrationer havde overtaget mig fuldstændig, jeg ville jo gerne ledsage ham ned af trappen, men så kom han også til, at se hvilken byrde jeg bar rundt på, og det burde ingen bydes. Han påstod mig at jeg var ham uretfærdig, og det var jeg jo nok også, det gjorde ham ondt han troede, at hans påtrængenhed havde ubehaget mig. Men det var jo slet ikke sådan det var, jeg nød hans selskab. Jeg vendte mig væk fra ham, og bød ud i en hæft hulken, mens jeg gemte mit ansigt i mine hænder. Og efter lidt tid hvor jeg havde siddet der ynkelig som jeg var, gik han stille væk fra mig. Jeg rejste mig også selv lidt efter, og gik ned af højen imens jeg græd ned i mit lommetørklæde, jeg følte tomhed indeni, og en masse had til min klumpfod. Hvorfor skulle den også altid ødelægge alt for mig? På hele turen hjem gik jeg og tænkte på, hvorfor jeg lod klumpfoden ødelægge hele mit liv, vi kan ikke alle være perfekte, og lige så er jeg heller ikke. Jeg besluttede mig for at hvis jeg nogensinde så ham igen, ville jeg ikke lade frygten for hvad han ville tænke om mig, når han vidste at jeg havde klumpfode at bære rundt på, styre mig mere.