Klumpfoden

Den fantastiske flotte natur strålede af farver. Man kunne høre vindens susen og fuglenes fløjten som små syngende børn. Det lød utroligt beroligende. Det suser rundt i hovedet på mig. En ting er sikkert, jeg glemmer ham aldrig. Ham der bare lige pludselig sad der, der ved siden af mig. Det var der aldrig nogen, der havde gjort. Jeg husker, at han lige stod i to sekunder, og tænkte sig om, men så satte han sig ned. Jeg kunne mærke, at han vidst blev lidt overrasket, over at der sad nogen. Det var han nok ikke vant til. Han sad, og smugkiggede hen på mig lige så forsigtigt, kunne jeg se. Det var ret smigrende. Der er ikke ret mange, der beundre mig. Jeg er unormal. Vi snakkede, og snakkede. Det var faktisk hyggeligt. Vi havde en helt masse til fælles. Snakken gik, og vi klingede godt sammen. Der var masse og tale om, det var skønt. Det endte med, at vi præsenterede os selv for hinanden. Jeg fortalte om, at jeg boede lige hernede i en villa, og var flyttet hertil for nogle måneder siden. Han undrede sig meget over ikke at have set mig før, men sagde som det nu var, at jeg helst bliver hjemme og ikke kunne lide at danse. Jeg sagde ikke noget om min fod. Han snakkede pludselig om at gå et andet sted hen, men jeg begyndte bare, at snakke udenom og smile smigrende. Med ét var der en, der kaldte på mig. Jeg husker, at jeg var ved at falde helt sammen. Det føltes som om at mine kinder brændte, og var knald røde. Det var min mand, der kaldte på mig. Manden mindede mig om det, og jeg kunne mærke, jeg blev lidt dårlig, og nok også bleg. Hele min krop rystede meget, jeg kunne ikke holde mig hænder stille, og det endte med at, jeg kom til at bide mig selv i læben. Han blev ret forbavset, og sagde straks, at han håbede, det ikke var ham, der fik mig, til at have det sådan. Han spurgte også om, jeg så ville have en hånd ned eller bare låne hans stok. Jeg sagde meget hurtigt og bestemt nej!, uden at kigge op på ham. Han blev trist, og sagde noget med, at jeg ikke var retfærdig over for ham. Tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder. Jeg skjulte ansigtet i mine hænder, og håbede på, at han ikke så det. Han vendte sig rundt, og begyndte stille og roligt at gå væk. Jeg haltede ned ad højen med min kæmpe klumpfod. Han vendte sig rundt, og så det. Jeg tænker, at han forstod, hvorfor jeg havde det sådan, efter han så den.