Et åbent vindue på hendes lille værelse. Hun kunne høre fuglenes stemmer udenfor. Hun lå i hans arm. Hun følte sig meget tryg der. Det var sådan sommeren begyndte. Hun vågnede gradvist og kom til sig selv en lille smule ad gangen. Hun skyndte sig ikke, for hun kunne godt lide at vågne på den måde. Masser af mennesker skynder sig op om morgnen og styrter ud af døren, fordi der er ti tusinde ting, som de absolut skal nå. På den måde snyder de sig selv for at vågne langsomt, kravle ud af drømmen i skildpaddetempo. Man skal lade det ske ad sig selv, lade søvnens verden stige op, blive tyndere, og til sidst forsvinde som røgen fra en cigaret. De, som skynder sig op, er fattige. Der er ting om livet de end ikke ved. Hun så på uret og konstaterede, at klokken var halv ti. Så vidt hun kunne huske, var det onsdag, og hun tænkte på, om der mon var noget særligt, hun skulle i dag. Det var der vist ikke. Det var sjældent efterhånden. Det var som om, hun havde skubbet veninderne lidt væk. Det var som om hun kun havde ham nu, men det var også fint nok. Han var det værd. Hun havde ikke kunne tænke på andet end det, her på det sidste. Hvordan skulle hun kunne klare sig uden ham i et helt år? Hun havde ikke vænnet sig til tanken endnu, men den, men dagen nærmede sig med hastige skridt. Han skulle til London og bo. Hans far havde fået et job derover. Han var selv meget imod at flytte, men om et år var han gammel nok til at flytte tilbage, og få sin egen lejlighed.
Det er gratis at oprette en konto