?I det 21. århundrede danner de fleste deres egne selvstændige holdninger samt tanker om, hvordan tingene er og bør være. Det er en tid, hvor “at have ret” vægter sit højeste, men er det værd at sætte egoet over styr for anden vinding? Vi ser folk toppes med venner, og ja, nogle af disse venskaber går endda til grunde i færden om selvbekræftelse og dysten om at have ret. Dette problem kan perspektiveres til- og analyseres i Ludvig Holbergs drama Erasmus Montanus, en historie om den simple bondesøn, der rejser bort og vender tilbage som en lærd mand. Han finder dog hurtigt ud af, at hans ekspertise ikke er så velkommen alligevel, for stridighederne er mange, når man må disputere alle og enhver imod, noget der sætter hans forhold til familie, venner og forlovede på spil.
Stykket udspiller sig som en komedie, hvilket evident er en bevidst måde at formidle historien på for at kunne levere budskabet på den bedst mulige måde. Det er specielt i komedien, at Holberg kan udtrykke sine kritiske meninger om ”overklassen”. I brugen af satire kan han tillade sig at udstille visse grupper og dermed være samfundskritisk på accepteret vis. Dette ses gennem flere af hans stykker, der alle gerne deler samme karakter. Fortællingen er komponeret med en form for ro-kaos-ro struktur, ligesom man måske vil se i et eventyrs hjemme-ude-hjemme komposition, og protagonisten gennemgår, ligesom i eventyrerne, sin forandring i midterperioden. Det er også her Erasmus lærer sin lektie og præmissen bliver gennemskuelig for publikum.
Det er gratis at oprette en konto