Romantikken og H.C. Andersens 'Klokken'

I romantikken troede man, at alle var forbundne. Dyr, mennesker og planter var grundlæggende skabt af naturen. Man begyndte at studere menneskers maver hvis de var blevet syge, i stedet for at tro at det var guds straf. I romantikken tænkte man mere på sammenhæng og forbindelser.

Alle var bundne universalt.

Man kalder også naturromantikken for universalromantikken. ”Universal” betyder ”som gælder for alle”. Alle var forbundet af samme, universelle ånd.

Organismetanken:

Baggrunden for organismetanken var, at man var bange for, at mennesket blev adskilt fra naturen og dermed fra ånden. Man var bange for, at hvis mennesket kun levede i byerne og kun var optaget af videnskab, teknik, fornuft og politik, så ville det miste kontakten til naturen og ånden. Dermed ville mennesket miste sine naturlige evner som umiddelbarhed, følelser og fornemmelsen for sammenhæng. Romantikerne ville altså forbinde mennesket med naturen.

Den kendte danske videnskabsmand, H.C. Ørsted, skrev bogen Ånden i naturen, som netop handlede om organismetanken. H.C. Ørsted var altså optaget af sammenhængen mellem alle organismer.

Spørgsmål til klokken:

”Klokken” er skrevet i den litterære-perioden ”Universalromantikken” - 1800-1870 ca.

Det der karakteriserer perioden er forbindelsen mellem menneskerne, Gud og naturen. I slutningen bruger H.C. Andersen havet, træerne, solnedgangen, stjernerne og skyerne til at beskrive ”kirken”, dvs. den ånd han mener der er i naturen. Det er kun de to drenge der når frem til ”Klokken”. De andre fra byen selv de rigeste kan ikke finde frem, de giver hurtigt op og nøjes med det bedste.. Sammenligner stjernerne med en millioner diamanter.