Analyse af H.C. Andersens kunsteventyr 'Klokken'

Klokken er et eventyr der er skrevet af H.C.Andersen, og er et kunsteventyr. Det er udgivet i 1845. H.C.Andersen levede under Romantikken, og det betyder derfor at han har valgt at bruge romantiske træk i hans eventyr. Romantikken var en periode hvor man ville opmuntre landet, ved at beskrive Danmarks værdier de havde, og beskrive den som et smuk og harmonisk land, men en flot natur og dannebrog (det danske flag).

Referat af handlingen: Om aftenen i den store by, da solen gik ned medførte det en underlig lyd, ligesom klangen af en kirkeklokke. Men det var kun et øjeblik den kunne høres på grund af alt larmen og råben inde i den store by. Og folk begyndte at tænke om klangen kom fra en kirkeklokke langt inde skoven. Der gik lang tid hvor folket snakkede hvor klangen kom fra, så en dag besluttede nogle nykårne konfirmander at prøve en søgen efter klokken, undtagen tre af konfirmanderne, den ene skulle hjem at prøve sin balkjole, den anden skulle aflevere sit konfirmations tøj tilbage til værtens søn. Den tredje sagde han ikke at besøge fremmede steder uden hans forældre. Tre af dem gik altså ikke med, men de andre travede lystigt af sted. Men snart blev to af de mindste trætte og så de to om til byen igen, to småpiger satte sig og bandt kranse, de kom heller ikke med. Da de næsten havde mistet håbet på at klokken hørte de den så smukt igen, og forsatte deres søgning. Da fandt de en lille klokke der hang på en gren, alle troede det var den klokke man havde hørt, undtagen kongesønnen der forsatte alene. Så mødes kongesønnen og den fattige dreng der havde afleveret hans lånte tøj. De talte om at søge videre sammen, men de ville hver sin vej, så det gik ikke. ”Klokken vil og må jeg finde!” sagde kongesønnen ”om jeg så skal gå til verdens ende!” Kongesønnen gik videre, dybere ind i skoven, og oplevede noget af det mest fantastiske natur man kunne forstille sig. Solen var ved at gå ned, og kongesønnen søgte op på en klippe for at opleve den smukke solnedgang udover vandet. Da kom den fattige dreng. De løb begge i møde og holdt hinanden i hænderne og dansede i det man kan kalde naturens og poesiens store kirke, og over dem klang usynlige hellige klokke.