Jeg lukker mig selv ind i huset, rystende på hovedet. Det er koldt udenfor. Blæsten tager enhver varme med sig videre ud mod ingenting. Jeg følte mig heller ikke særlig varm før, så jeg ved ikke hvad forskellen mellem dengang og nu er. Jeg tænker over den mislykkede date, jeg var på. Endnu en gang, kunne jeg ikke få mig selv til at kigge en anden pige i øjnene og føle noget. Jeg vil så gerne blive forelsket, føle mig lykkelig igen. Jeg føler ikke, at jeg kan tillade mig, at forelske mig i en ny pige, men jeg kan heller ikke være det bekendt, at ignorere alt omkring mig for evigt. Det vil hun ikke kunne lide. Jeg har ikke lyst til at skuffe hende. Siden flammen slukkede, har jeg ikke følt nogen form for lykkelighed. Jeg føler, at jeg bliver ved med at gå rundt i den samme skov igen og igen. Jeg er faret vild, og jeg kan ikke finde ud. Træerne, mørket, månen. Det er det eneste, jeg ser. Lyden af de tørre blade, der knaser under mine bare fødder, er det eneste, jeg hører. Jeg kan ikke sove om natten, og jeg har ikke lyst til at prøve længere. Jeg drømmer om forfærdelige ting. Jeg ser det hele for mig, igen og igen. Jeg kan mærke hende glide ud af mine fingerspidser, og hver gang kan jeg ikke gøre noget ved det. Jeg lever på kaffe og forskellige piller, der holder mig vågen flere dage i træk. Jeg kan ikke klare at gå igennem den samme smerte, mens jeg sover. Jeg hælder kaffe i et beskidt krus og sætter mig på den tomme træstol. Jeg venter. Jeg ved ikke hvad jeg venter på, men jeg ved, at jeg venter. Lyden af mit åndedræt blandes med tuden af blæsten uden for døren. Stilheden tager over, og snart er der så stille, at det larmer i mine ører. Jeg tegner små usynlige hjerter på kruset med min lille finger. Kruset er stadig helt fuld. Jeg har ikke lyst til at drikke det. Jeg er sulten. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har spist, men jeg har ingen appetit, selvom min mave modsiger det. Ti minutter senere finder jeg mig selv under et beskidt tæppe på sofaen. Jeg ved ikke hvordan jeg er endt her, eller hvad der er sket de sidste ti minutter. Jeg ved kun, at der er gået ti minutter, og min kaffe er blevet meget koldere siden den havde kontakt med mine kolde læber. Lige pludselig begynder stemmerne. De kommer fra alle hjørner af rummet, og jeg bliver ved med at kigge rundt, men der er ingenting at se. Der er lige så tomt som jeg.
Det er gratis at oprette en konto