På barndommens vinger

Popularitet var noget meget vigtig for mig da jeg var en lille pige. At blive acctepteret på lege pladsen, i børnehaven, og i ens vennekreds. Når man havde noget nyt var man sej, og dagens højdepunkt. Så havde man rigtig mange venner indtil en ny pige/dreng kom med noget nyt. Én ting som jeg husker tydeligt da jeg var barn, er at jeg altid kom løbende ned på legepladsen, med en chocoladebar, eller en ny dukke. De andre børn var ville med mig. Pludselig var jeg meget interesant. Sådan er det satdig. Jeg kan tydeligt se det samme mynster i min dagligdagen, både i skolen, i frtiden og andre steder. Når en pige kommer gående nede i skolegården, med de nyeste tøj, og man ser hun er selvsikker, og er stolt over at vise sit nye lir, bliver man hurtigt jaluox, og får en masse tanker i hoved, om man nu er god nok. Alle vil være med på moden. Det er en del af ens barndom. Selv nogle voksne går så højt op i hvordan de ser ud, og bruger en masse penge på tøj og pjat, som du kan få i H&M for den halve pris. Jeg er 14 år nu. ligesiden jeg var 7 år gik jeg meget højt op i hvem der var smart i klassen, og hvem der ikke var. Jeg var både og. Jeg kom selvfølgelig til at gøre en masse dumme ting, for at komme i rampelyset. Jeg har det sådan, at når man er i sådan en lille alder går det ikke ud på at være højtepunkt, og have dyrt tøj, men at leve livet og lege og hygge sig med sine venner, og veninder. Mopning var også en stor del af mig, i de midre klasser. Jeg Mobbede, og blev selv mobbet. Næsten hver gang der var nogle der gjorder grin af mig, eller drillede mig, var der ikke andre at gå til end min mor. Jeg løb hjem i frikvarterene og hentede min mor. Men det eneste hun sagde til mig var ''Natascha gå hen og klar det selv, hvis jeg kommer bliver du drillet mere'' Det havde hun helt ret i. Jeg gjorde den én gang, og ligesiden jeg stoppede på den skole, hørte jeg på hver dag. Det kan ødelægger børn, og børns personligehed, hvis mobing er noget de skal opleve hver dag. Men en dag kommer det hele tilbage til én selv, hvis man mobber andre børn. Børn hverdag er ikke særlig nem. Måske hos forældrene, hvis man kigger tilbage i tiden. Men mange børn har to steder hvor de bor, to familier, to værelser. Det ene hos mor og det andet hos far. Sådan lever de fletse børn nu. Det gør jeg selv, og her gjort ligesiden jeg lærte min far at kende. Det er meget forvirrende. Den ene uge er man hos mor, hvor reglerne er på mors måde. Når man så kommer hjem til far, og skal til at leve op til hans regler, som kan være helt omvendt. Teenager årene er det dobbelt så svært. Først skal du vide hvem du er, og lægge en masse grænser. F.eks. gruppepres. Dét er noget jeg selv har været udsat for. Jeg begyndte at ryge i alderen 13. Det var væmmeligt, men hvem vil ikke være sej? Hvem vil ikke have respekt hos vennerne ? Det ville jeg. Tiden gik, mine venner var blevet faste rygere, og droppede skolen, som kun 13 årige. Det hele føltets så forkert. Jeg begyndte at tage aftstand fra dem. Men hvis mn svigter sin ''bande'' så går det ud over én selv. Og det gjorde det. En masse rygter blev sprædt om at jeg havde kladt alle de piger, som jeg engang var sammen med, ludere og en masse andre ting. De ord var aldrig kommet ud af min mund. Jeg havde haft nogle dejlige venskaber med dem, så hvorfor skulle jeg kalde dem det ? Men En aften kom jeg kørende på min cykel sammen med min nye veninde som jeg havde fundet på en riddeskole, jeg kiggede over den store vej. Dér stod alle mine gamle veninder og røg. Én af pigerne fik øje på mig og råbte ''Der er hun'' De kom