Christiania Essay - identitet

Der er debat om Christiania i nyhederne til aften, og derfor bestemmer jeg mig for at tage min hund Simba med udenfor. Jeg har altid syntes at det var uoverskueligt at høre diskussionen om hvorvidt vi skulle have lov at have vores ejendomsret på Christiania, for selvfølgelig skal vi det, når vi selv har betalt og købt Christiania. Diskussionen får mig til at tænke på alle de mennesker der ikke ved hvor mange kræfter vi på Christiania ligger i at bo her i fred. Vi tager ansvar for vores egne børneinstitutioner, reparerer vores egne kloakker, bygger vores egne huse, passer vores egne træer og rydder vores egne stier. Jeg forstår ikke hvordan folk ikke snakker om de små 30 mio. vi bruger hvert år for at sørge for alt det, men til gengæld kender alle historierne om pusher street. Jeg falder hurtigt ud af mine tanker da Simba kommer tilbage og slikker mig i ansigtet og der ligger jeg mærke til de gule vinduer der svagt lyser op i den snart mørke himmel, og jeg ved at alle christianitterne sidder og følger med i debatten derhjemme i aften. Mens Simba løber videre ud på græsset igen, sætter jeg mig på en stor sten lige ude foran vores brede og meget gule hus, som ligger i hjertet på Christiania. Jeg tænker på hvor meget kærlighed jeg lægger i Christiania, og hvor meget mere vi er end bare en flok hippier eller en berømt hash-gade. Jeg husker tilbage til min opvækst på Christiania, jeg har altid tænkt på mig selv som værende heldig fordi jeg har oplevet at være barn af friheden, der var ikke så mange regler, man voksede op i et lille samfund hvor mennesker så på hinanden som familie og alle stod lige. Men det hele har aldrig bare været sjov og ballade. Jeg husker det som at altid at blive sat i bås som at være den lille pige der boede et “fagligt sted” da jeg begyndte i børnehaveklasse, og det havde været svært for mig på det tidspunkt at forklare de andre børn hvor jeg rigtig kom fra og hvad Christiania egentlig var. Christiania er et selvbygget og selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar overfor fællesskabet. Sådan lyder Christianias målsætning. Og når jeg træder ind på Christiania, blusser en følelse af kærlighed op i mig. Christiania fremstår for mange som en realiseret drøm. En realisering de med stor sandsynlighed ikke har deltaget i, men som de fatter stor sympati til. Drømmen om et fristed hvor forskelligheder og individets personlige udvikling er centrum, og man er fri for de traditionelle normer. En by i byen, vil mange mene. Det hele lyder ironisk nok så problemfrit og fredfyldt, men hvordan er det i virkeligheden? Inden for de seneste par år har der været stor diskussion, om hvorvidt Christiania bør bevares eller lukkes. Fristaden Christiania har i mange år været et emne, der kunne dele den danske befolkning. Og hvorfor overhovedet lukke en så stor dansk turistattraktion? Kunne det være fordi at det billede nogen der aldrig har været på Christiania før har, og er det billede opdigtet af den uvished de besidder? En af de hovedsagelige grunde til at der diskuteres om Christiania bør lukkes, er Pusher Street. Hvorfor tage friheden fra de mennesker der bevæger sig ind på Christiania, når det helt grundlæggende Christiania står for, netop er friheden. Christianias stokkel har været opbygget på blandt andet ligeværdighed, frihed og kærlighed, men selvom det kan være svært for nogen at indrømme har hash og hårde stoffer også været en del af