Litterær analyse af Henrik Pontoppidans 'Lykke Per'

Teksten hvorfra uddraget er taget fra hedder Lykke Per, og er en roman. Mere specifikt er Lykke Per en psykologisk udviklingsroman, da man i den fulde tekst er vidne til hovedpersonens personlige udvikling, ud fra en psykologisk forståelse. Teksten blev for første gang udgivet i 1898, otte år efter afslutningen på det moderne gennembrud. Teksten belyser dermed tidsbilledet af Danmark i den givne periode, og teksten kan altså betragtes som et vidnende værk til en væsentlig periode i den litteraturhistoriske udvikling i Danmark.

Hovedpersonen Per Sidenius, befinder sig i de Schweiziske alper sammen med sin kæreste Jakobe. Per og Jakobe er begge dybt forelskede i hinanden, men pga. Pers forældre er dette de sidste timer som de har sammen, inden deres veje atter skilles. De to forsøger at udnytte det sidste stykke tid sammen, bedst muligt. Men da Per på deres vandre-pause får øje på et kors, med et malet billede af Jesus minder det ham om hans strengt kristne opvækst, som han desuden væmmes ved, og det får ham til at reagere ophidset.

Teksten er skrevet af forfatteren Henrik Pontoppidan. Pontoppidan blev født i 1857 og arbejdede efter hans realeksamen både som lærer og journalist. Pontoppidans litterære debut var novellesamlingen, Stækkede vinger, fra 1881. Novellerne i samlingen handlede om de kræfter, der forhindrer individets udfoldelse, især på grund af den sociale arv, hvilket virkede som en stærk kritik af det daværende danske samfund. Dette var ikke sidste gang at Henrik Pontoppidan brugte litteraturen som et talerør til hans kritiske holdninger til samfundet, og flere af bøgerne som Pontoppidan skrev i løbet af hans liv gav netop befolkningen en kritisk synsvinkel på den pågældende aktuelle samfundsstruktur, og han blev hurtigt en fremtrædende stemme i det moderne gennembrud. Pontoppidan kritiserede dog fortsat de samfundsmæssige forhold efter det moderne gennembrud, eksempelvis i 1894 hvor han udgav den hyppigt genoptrykte novelle Ørneflugt, som i stor stil sammenlignes med H.C. Andersens Den Grimme Ælling og derved afspejler Henrik Pontoppidans karakteristiske sortsyn på omverden i kontrast med H.C. Andersens optimistiske retfærdighedstro. Derudover har Pontoppidan også skrevet en række forskellige romaner, heriblandt dagbogsromanen Den Gamle Adam (1894) og den yderst velkendte udviklingsroman Lykke Per (1898), som udgør 2. Del af en trilogi som beskriver hver sin periode i Danmark fra ca. 1877 til 1914. Henrik Pontoppidan modtog desuden en række litteraturpriser for hans værker, hvor han blandt andre modtog en Nobelpris i 1917 og Holberg-Medaillen i 1941, hvorefter han to år efter i 1943 døde en naturlig død.