Medierne elsker at fremstille ambitiøse studerende som nogle, der pr. definition konstant er på nippet til at bukke under med stress, angst eller depression. Men det er både provokerende og diskriminerende over for alle os ’12-tals-elever, der trives med høje ambitioner.
Et 7-tal står ensomt blandt mine årskarakterer og griner af mig. Det ærgrer mig da, hvis jeg skal være ærlig. Og det kan fortsat ærgre mig, hvis der tikker et 10-tal ind i stedet for et 12-tal. For jeg er, hvad man kalder en vaskeægte 12-tals-elev. En, der stræber efter det perfekte og skuffes over det næstbedste. Og det reaktionsmønster hviler jeg skidehamrende godt i.
Kort sagt: Mig og mine ambitioner har det rigtig godt sammen. Det har vi haft gennem folkeskolen og nu også i gymnasiet. Jeg har betragtet uddannelse indtil videre som min sport og ambitiøse hobby. Lektier har været min motivation, undervisning mine træning og afleveringer mine kampe.
Med det sagt er jeg ikke en tørvetriller. Jeg arbejder på et hotel 4 dage om ugen, passer en hest dagligt og jeg dyrker fitness. Ikke at forglemme at venner og familie også skal plejes, og ja, jeg går selvfølgelig også i byen hver weekend.
Jeg er en ganske normal teenagepige, men med sved på panden. Ikke at jeg klager, for det gør jeg bestemt ikke. Problemet er, at mit selvbillede ikke harmonerer med samfundsdebattens fremstilling af stræbsomme piger, der ifølge >>eksperternes<< ensporede vinkling døjer med stress, angst og depression.
Det er gratis at oprette en konto