H.C. Andersen er en meget kendt forfatter. Vi kender ham alle sammen her i Danmark og har mindst hørt et eller flere af hans eventyr. Hans eventyr er skrevet mellem 1830’erne og 1870’erne, og det er den periode, som vi kalder for romantikken eller universalromantikken.
Universalromantikken er en særlig idé i romantikken, hvor man mener, alt i verden er forbundet på en universel måde. Det vil sige, at man ser det jordiske og det åndelige som noget, der er forenet. Verden er en stor organisme, hvor hver enkelt del hænger sammen med alle andre dele og dermed danner en sammenhængende enhed. Bag den helt store sammenhæng gemmer der sig en guddommelig ånd. Et godt eksempel på universalromantikken er eventyret ”Klokken” af H.C. Andersen fra 1850.
Eventyret ”Klokken” af H.C. Andersen fra 1850 handler om indbyggerne i en lille by, der lige pludselig hører en smuk klokkeklang ude fra skoven. Lyden af klokken får befolkningen til at tage ud i skoven for at lede efter klokken. Men de fleste når kun til udkanten af skoven, hvor de fejlagtigt tror, at de har fundet klokken. Det ender med, at nogle mennesker tror, at lyden kommer fra en ugle, der igen og igen slår hovedet mod et hult træ i skoven. En dag er der konfirmation i byen, og konfirmanderne hører også klokkeklangen og vælger at tage ud for at lede efter klokken. En efter en vender de om, og til sidst er der kun kongesønnen og den fattige dreng tilbage. Selvom der er torne, der river dem til blods, vælger de stadig at fortsætte deres søgen efter klokken. På et tidspunkt vælger de at gå hver deres vej, men mødes så igen for enden af skoven, hvor de er gået op på en klippe. De holder hinanden i hænderne, imens en guddommelige naturlig klokke ringer over dem.
Det er gratis at oprette en konto