I romantikken var det guddommelige altid i fokus og det bærer den lille pige med svovlstikkerne tydeligt præg af. Mormoren skal ses som et symbol på en engel, og altså derved et sendebud fra gud der er på vej ned for at befri sit barnebarn fra al smerte og lidelse hun gennemgår. Denne ihærdige bestræbelse på at vise enhed og sammenhæng mellem det jordiske liv og det himmelske finder vi i langt de fleste tekster fra romantikken.
Et andet eksempel herpå ser vi i ”det døende barn” ligeså skrevet af H.C Andersen. Denne kan perspektiveres til den lille pige med svovlstikkerne i det at begge tekster har til fælles, at de drejer sig om det samme. De har nemlig begge fokus på, et døende barn. Konteksten samt omgivelserne er dog helt anderledes. Trods de vidt forskellige miljøer de døende børn befinder sig i, er tanken om døden stadig helt den samme. Begge tekster beskriver nemlig døden som noget smukt og idyllisk. Både det døende barn og pigen med svovlstikkerne drømmer sig til et bedre liv på den anden side, de længtes simpelhent efter det de ved de aldrig vil få andre steder end i himlen, og derfor er døden ikke skildret som noget forfærdeligt hvilket man jo normalvis ville tænke det var.
Det er gratis at oprette en konto