Litteraturens natursyn: analyse af Pia Juul og Theis Ørntoft

Ordet Natur lyder formentligt som et meget konkret og simpelt ord. Et som mange kender og bruger, men forstår vi overhovedet begrebet natur? I mange år har naturen fremstået som en kilde til glæde.

Et tilflugtssted. Et lukket kredsløb som passede sig selv og som tilførte os rig mulighed for overlevelse. Næsten som en slags overnaturlig kraft, eller en hjælpende hånd fra Gud. Vi havde gavn af den, og den havde gavn af os.

Klima, som ellers før i tiden var et meget sjældent ord, har den dag i dag fået sig en plads ved middagsbordet. Den globale opvarming stiger og det har konsekvenser for vores natur. Men hvordan er vi havnet her? Har vi taget for megen gavn af de goder vi fik tildelt, ligesom Adam og Eva, og nu vil naturen hævne sig?

I digtet af Pia Juul “Stormen har gjort det af med”, bliver vi introduceret for et digt, som tager udgangspunkt i naturen og dets gang. En gang Pia meget gerne vil forstå, men som virker så fjern og ukendt for hende “Jeg går standhaftigt forbi hver dag, men her vakler jeg alligevel” (vers. 8-10). Her fremstår naturen som et slags fremmed og ukendt sted, som ikke er andet end bare skov. En skov, som kører sit eget kredsløb, og som vi ingen påvirkning har på. Det lever sit eget liv, og vi mennesker går egentlig bare forbi det hver dag, uden det store kendskab til det. - det er ukontrollerbart. Pia nævner i starten af digtet “Stormen fik gjort det af med poppel, gjorde den, troede den. Nu ligger træet ned og springer ud med sit lysende løv i lunden.” (vers. 1-4), hvilket er et ret godt billede på, hvordan naturen lever sin egen gang, ligesom vi mennesker lever vores - Helt uforstyrret og roligt. Men alligevel, spørger Pia Juul til sidst i digtet “Hvordan kan du få dig til det?”, som om hun ikke kan forstå, hvordan naturen kan få sig selv til at dræbe en poppel, og dermed give det liv igen, hvilket igen understreger Pia Juuls fremmede og uforstående tilgang til naturens cyklus. Som om naturen har en eller anden form for “magt”, som endnu ikke vi mennesker har har forstået.