Redegørelse - Det moderne gennembrud

Frederikke Bentsen Schou 1.I Ørestad Gymnasium (Dansk - Redegørelse) 03.04.2020

Redegørelse for “Det Moderne Gennembrud”

Den historiske periode “Det moderne gennembrud” foregik fra 1870 til 1890. Perioden betragtes som en fundamental revolution i det danske samfund og bestod ikke kun af et gennembrud, men flere gennembrud, både industrielt, økonomisk, politisk og litterært. Befolkningstallene steg, specielt i byerne da industaliseringen udviklede sig og der blev brug for arbejdskraft grundet befolkningsvæksten. Urbaniseringen gjorde at Danmark ændrede sig fra at være et traditionelt bundet samfund, til at blive en mere moderne nation. Da Georg Brandes gik på talerstolen på Københavns Universitet den 3. November 1871 fik litteraturkritikeren Georg Brandes godt og grundigt aflivet Romantikken og samtidig med det indleder han en ny periode1. ?Brandes kom men en stor kritik af de danske forfattere i Romantikken, da deres udgivelser ikke stemte overens med virkeligheden og beskæftigede sig med samfundsrelevante problemer de stod overfor på daværende tidspunkt. Litteraturen er også et forum for diskussion af vigtige problemer. I modsætning til forfatterne i romantikken, der ofte malede et skønmaleri af virkeligheden i deres litteratur, ønsker det moderne gennembruds forfattere, at litteraturen også skal rumme hverdagens problemer.2 ?Brandes principper bestod i at ære den frie forsknings ret og den frie tankes endelige sejr. Brandes satte den danske litteratur oppe imod resten af Europa, da han mente, at danskerne var 40 år bagud i litteraturen i forhold til dem. En af de øverste ting på Brandes dagsorden var at det er vigtigt at forstå at i det moderne samfund, der kan og skal alt sættes til debat3. Det betød at litteraturen skulle gøres opmærksom på tidens vigtigste problemer, ved dette kunne problemerne blive oplyst og der kunne komme løsninger og svar på problemerne. Ifølge Brandes hang danskerne stadig fast i ”Senromantisk vanetænkning” også af Brandes kaldt ”Fædrelanderi”. 4 Danskerne var for pæne i deres tilstedeværelse og turde ikke se problemerne i øjnene. Litteraturen skulle dermed gå fra idealisme til realisme, da man fremover skulle beskæftige sig med samfundets realitet i stedet for idealer. I romantikken var det hele for poleret og der var ingen der virkelig turde at snakke om tingene der skete i krogene, man søgte jævnhed, idyl og hygge. Man trak sig tilbage fra den politiske verden