Jeg husker tydeligt en af de største dage i min barndom. Den første gang jeg blev forelsket. Datoen var den 24. december. Det var juleaften, men også min fødselsdag. Man siger at det første minde man kan huske som regel er fra 3-4 års alderen. Og det var også tilfældet for mig. Det var min 4 års fødselsdag, og det var første gang jeg blev fuldstændig forelsket. I min første cykel. Den var lille og lyserød, og den var bare fantastisk.
Jeg har intet minde om hele den dag, som giver rimelig god mening, da man ikke rigtig husker noget fra den alder. Men dette ene øjeblik står krystalklart i min hukommelse. Det var naturligvis om aftenen, og vi var i gang med at pakke gaver op. Den velkendte duft af jul samt varmen fra stearinlysene på træet lå som en rar og varm dyne over rummet. Jeg var omgivet af velkendte familiemedlemmer fra min fars side. Vi var alle sammen samlet, og det havde været en god fødselsdag og juleaften indtil videre. Intet udover det sædvanlige. God mad, godt selskab og en masse gaver. Jeg har dog ikke den fjerneste ide om hvilke gaver jeg havde fået som 4-årig den juleaften. Højest sandsynligt bare noget legetøj. Men så kom der noget trillende ind i stuen. Eller måske blev den båret. Den kom i hvert fald nærmere, men jeg kunne ikke se hvad det var. Det var egentlig heller ikke fordi jeg lagde mærke til noget før min mor gjorde mig opmærksom på, at det var en gave til mig. Den var tildækket af et af de uldtæpper vi altid havde haft liggende inde i stuen. Jeg var så spændt. Hvad kunne det mon være? Nu skulle spændingen udløses, jeg kunne ikke vente længere. Uldtæppet blev løftet af, og der stod den. Min første cykel.