Det var næsten sort, men kun næsten, for langt væk kunne jeg skimte en lille svag sprække af lys. Sådan var det nok, men ingen kan alligevel huske det. Det første glimt af verden. Den første begivenhed i ens liv, men afspillet baglæns også den sidste.
Dengang ønskede jeg at blive stor. Høj nok til selv at kunne nå et glas i skabet, lang nok til at kunne nå fra den ene ende af sofaen til den anden, bred nok til at kunne passe de flotte nederdele i butikkerne. Stor. Stor nok til at mine forældre kunne stole på, at jeg havde ondt i maven, når jeg sagde det. Men nu...nu er det jeg ønsker mest i hele verden at blive lille igen - lille og uvidende. Uvidende om sorgen, om krigen, kampen, magten, depressionen, tankerne, problemerne og udfordringerne.
Jeg troede ikke der fandtes andre lande end mit eget. Jeg troede at alting var godt. Jeg var populær. Jeg var en rigtig prinsesse, der elskede at gå i lyserødt. Jeg ville vide alt, og hvis det ikke kunne lade sig gøre blev jeg sur. Jeg fandt mig ikke i noget. Hvis folk sagde noget om mig, skulle de nok få igen. jeg vidste hvem der var mine venner, og de andre, ja det var bare synd for dem. I mine øjne var jeg den perfekte veninde.
Det er gratis at oprette en konto