Jeg bestemte mig for ikke at spekulere videre over hvad huset indeholdte, og lod mine følelser få lov til at bestemme. Turen gennem storbyen var fantastisk. I stedet for at køre ind til rutebilstationen kørte vi ud fra byen, gennem veje jeg aldrig havde befærdet før. Her i udkanten af byen, den gamle bydel, lå gamle huse fra det tidlige 20. århundrede på striber. Private huse. Det er altså en underlig størrelse. Hvorfor er de ikke blevet revet ned så lejligheder kan opstå? Der er jo boligmangel i vores byer. Jeg synes det er underligt, at de bare uden videre bare har fået lov til at stå her i fred og ro. POKKERS! Jeg havde ellers lige besluttet mig for ikke at tænke. Det er ellers ikke svært for mig at lade være med. Bussen kører fortsat ud af byen.
Uden for byen strækker markerne sig flot i en uendelig mangfoldighed. Ud i horisonten ligger korngule og syrlige rapsgule marker side om side og allerlængst ude mod den lille blanke sø i det ellers så gule landskab er der et enligt træ. Træets blade er efterhånden ved at være røde. Det betyder jo at det snart er efterår! Fantastisk. Inde i byen, nu hvor alle parker er fjernet, for at have kunnet bygge lejligheder til befolkningen, er der desværre ingen indikatorer tilbage for at pejle os i retning af hvad årstid det er.
Det er gratis at oprette en konto