Reflektioner over madspild og fattigdom

Jeg ligger på mit værelse. Jeg kan dufte flæskesværet, ventilationen fra køkkenet er lige under mit værelse. Jeg bliver sulten. Jeg kommer til, at tænke på de børn i afrika, og i andre fattige lande der ikke har mad. Hvad gør man så? Spiser man græs, drikker man beskidt vand, eller hvordan? Jeg kan huske dengang jeg var på Creta. Der var virkelig fugtig luft, man havde bare lyst til at ligge i poolen og spise slik hele dagen. Men jeg følte mig så usund, så jeg begyndte at løbe. De første par dage løb jeg midt på dagen, men jeg var ved at besvime, det var som om jeg ikke kunne få luft. Så jeg begyndte at løbe om aftenen istedet for. En dag løb jeg 17 kilometer. Det var dejligt, jeg kunne ikke mærke mine ben. Men jeg nød det. Jeg var bare tørstig. Jeg mødtes med en ven, Jonas, da jeg har halvejs. Han købte en flaske vand til mig. Jeg drak halvedelen og løb videre. På vejen hjem var der blevet mørkt. De lokale stod og røg smøger og fjolletobak på hjørnerne i byen. Jeg løb hurtigere. Pludselig ser jeg en hjemløs mor. Hun sidder med sin datter på en kantsten, og beder om mad og drikke til sit barn. Jeg kunne mærke et sug i min mave. Det var ubehageligt. Jeg havde ikke nogen mønter eller penge på mig, kun mit vand. Jeg løb bare forbi. Lige siden den dag, har jeg sat meget mere pris på mad og rent vand. Hver gang jeg spiser, spiser jeg op. Jeg tænker, på dem der ikke har så meget. Og især moren med sit barn. Jeg rejser mig op, går ud på gangen og nedenunder. Jeg er træt, jeg sover næsten, selvom jeg står op. Der er en lang kø, døren står åben, det er koldt. Hårene rejser sig på mine arme. Jeg skynder mig op og hente en trøje. Jeg går ned og stiller mig sammen med gutterne, vi står og snakker om maden. De lyder ikke helt tilfredse. De brokker sig, det gør de tit. Det er vegetar mad. Jeg kan mærke et sug i maven igen. Men jeg siger ikke noget. Jeg tænker, på moren og den sultne datter. Pludselig kommer der minder op, fra dengang jeg var i Østrig med min far og lillebror. Vi kunne aldrig spise op, vi fik altid en gang pommes og en kop kakao til frokost. Der var aldrig nogen der spiste op, heller ikke ved bordene ved siden af. Det undrede mig, hvorfor var der ingen der spiste op, kan restuaranten så ikke lave portionerne mindre? Det irriterede mig, at alt den mad skulle smides ud. Det er heller ikke godt for klimaet, det er madspild. Jeg kunne, mærke min fødder, de var kolde. Det var hele min krop såmend. Jeg tog mine ski på og kørte afsted, jeg glemte alt om madspild, og de fattige uden mad. Men hvad kunne jeg også gøre? Så, nu ringer klokken, vi må gå ind. Alle er sultne, der bliver skubbet og snakket. Vi kommer ind i spisesalen, jeg tager kun det jeg kan spise. Det vil være synd hvis jeg ikke kunne spise op.