Elitesport og ungdomsliv: tanker om pres og dedikation

I dag vil jeg gerne dele mine tanker omkring elitesport med jer.

Det er noget jeg og mange andre unge har valgt at dedikere en stor del af

vores liv til, og med det valg fravælger vi mange ting, som ellers ville være

essentielle i et normalt teenageliv. Det er ikke alle, der kan sætte sig ind

i det, hvilket jeg selvfølgeligt forstår, men alligevel synes jeg, det er vigtigt

at lave dette indslag, så det forhåbentligt kan være en øjenåbner for nogle.

Jeg så forleden et uddrag fra dokumentarserien ’Solgt til succes’. Jeg

kunne relatere til mange ting, selvom det blot var 1,5 minut med en masse

små klips. En gruppe unge drenge med et stort talent, som har sagt farvel til

mange ting i livet for at satse alt på en sport. Mange ville nok mene, at livet som professionel fodboldspiler i en ung alder, eller en hvilken som helst anden sport for den sags skyld, er en dans på røde roser. Det kan jeg og mange andre dog hurtigt afvise, i et klip udtaler den unge landsholdsspiller Mikkel Duelund også, at han ikke tror, der ville være lige så mange, der drømte om en karriere som professionel fodboldspiller, hvis de kendte til den hårde og barske realitet af livet. Så snart man får et indblik i den sande elitesportsverden, forsvinder det billede, man har skabt sig af idyl og glade dage hurtigt. Forstå mig ret, jeg siger ikke, at det er et dårligt liv – blot at det her hårdt, både psykisk og fysisk. Det konstante pres fra omverdenen og den konstante skræk om at få en skade, som kan ende ens karriere på få sekunder, fylder meget. Med det sagt tilbyder livet som professionel sportsudøver også mange fordele, som tilsyneladende er større end det negative. Jeg kan selvfølgeligt ikke udtale mig om, hvordan det er at være professionel sportsudøver, men jeg kan udtale mig om, hvordan forsmagen på det professionelle liv er. Det er hårdt og kræver stor dedikation og viljestyrke at komme på elite niveau, og det kræver endnu mere at blive professionel. Jeg kunne derfor forestille mig, at de unge drenge fra U-21 fodboldlandsholdet, som har været så heldige at have talentet og resurserne til at nå op på så højt et niveau som de har, nok er ekstremt stolte over dem selv, men også sure, over hvordan vores samfund gentagende gange undervurdere dem og den grad af passion, det kræver at opnå det, de har.