Opfattelsen af livet og døden er to ting, som altid vil have en indflydelse i et menneskes liv. Mange forsøger at leve deres liv så godt som muligt, for at ende et godt sted, som ofte er himlen, når man dør. Andre lever deres liv, som om de kun havde en dag tilbage og tænker ikke på, hvad der sker, når man dør. Dør man bare, når man har levet sit liv fuldt ud? Ery livet bare en proces, man skal igennem, for at forberede sig døden? Findes der et efterliv? Disse tanker kommer til udtryk i Adam Oehlenschlägers digt “Lær mig, O skov, at visne glad” og Charles Baudelaires “Et ådsel”. De to digte handler netop omkring måder, man ser forholdet mellem liv og død på. “Lær mig, O skov, at visne glad” er skrevet i 1813, og dermed hører den under perioden, romantikken. Oehlenschläger var Danmarks førende digter indenfor universalromantikken. Universalromantikken kaldes også Naturromantikken. Det handler om, at man mente, at alt og alle var en del af samme system. Alt var forbundet som én stor organisme. Naturen er skaberen og har derfor en guddommelig kraft. Naturen er også et af den mest centrale tema i digtet. Overordnet set handler digtet om, at det lyriske jeg gerne vil lære at acceptere døden og ikke frygte den, og lære at møde døden med glæde fremfor sorg. Det lyriske jeg, prøver at forholde sig så optimistisk som muligt, til livets ende. Han mener at kunne blive klogere med hjælp fra skovens træer og generelt naturen. Det er hele pointen med digtets titel. Digtet er opbygget af fire strofer med seks vers og indeholder enderim med rimmønstret AABCCB. Da digtet er af bunden form, indeholder det også meget billedsprog og symboler. Digtets form er “fast”, da der er lige mange vers i hver strofe, sammen rytme og samme rimmønster. Igennem digtet refererer Oehlenschläger via sin sproglige stil en del til naturen, ord som: “Skov, jord, træ, visne, rødder, forår, fugl osv.” Planter kan bl.a. symbolisere livscyklus, som lige præcis er dét Oehlenschläger, vægter højt i digtet. Ved brug af disse ord, giver han os læsere et tydeligt overblik og en let forståelig skildring af naturen. Træet repræsenterer naturen og fungerer samtidig metaforisk for det lyriske jegs ønske efter åndelig forfremmelse i efterlivet. ”Hvor grønt mit træ skal herligt staa Og sine dybe Rødder slaa I evighedens Sommer” (strofe 1, vers 4-6). Træet er et symbol på livet, og det bliver set i flere sammenhænge som f.eks. Yggdrasil fra den nordiske mytologi, der voksede i Asgård og Livets træ i Paradisets have. Det religiøse spiller nemlig også en fremtrædende rolle i Oehlenschlägers poetik: “Du, som fra skyen smiler hist, min Herre, frelser, Jesus Krist, lær mig at tvinge sorgen! (Strofe 4, vers 1-2)”. Her fortolker jeg det som om, at det er lidt svært for det lyriske jeg at acceptere og forene sig med døden, men at han med hjælp fra sin tro, må lære at overkomme angsten for at skulle dø. Oehlenschläger benytter også en del metaforer, og metaforer er den altdominerende type billedsprog i digtet. Både “sommer” og vinter bliver nævnt i digtet. Sommer bliver beskrevet i sammenhæng med noget livligt, mens vinter bliver beskrevet i sammenhæng med slutningen, altså døden. Vinter symboliserer bl.a. alderdom, kulde og døden, som refererer til digtets kernetema. De to sammenligninger i digtet, er med til at skabe en kontrast, som får os læsere til at undre os og tænke dybere vedrørende betydningen af årstiderne i digtet. Oehlenschläger nævner nemlig også forår“ et bedre forår kommer (strofe 1, vers 3)” og her fortolker jeg det til, at det lyriske jeg håber på, at et bedre liv venter ham og at han ikke må miste håbet for, at livet efter døden er fyldt med lykke og glæde. Forår nemlig symboliserer håb, varme, en ny start og liv.
Det er gratis at oprette en konto