Analyse af Oehlenschlägers 'Morgenvandring'

Adam Oehlenschlägers romantiske digt Morgenvandring fra 1805 eksemplificerer guldalderdigterens syn på nytte og skønhed og giver læseren en udredning af konflikten mellem disse to størrelser. Romantikeren Oehlenschläger giver i Poetiske Skrifter I-II udtryk for sin frustration over den ligegyldige holdning til den guddommelige og uberørte natur i Danmark, hvor landbrugets intensivering og de fremadskridende kulturlandskaber ikke falder i hans smag.

Læseren introduceres i første strofe for en romantisk digter, der vandrer gennem en uberørt bøgeskov, der iscenesættes som repræsentant for den utøjlede natur. Digterens betagelse af naturen beskrives gennem hans beundring af de små detaljer i den vilde natur, detaljer såsom de dejlige små blomster og skovmulden, der ikke er blevet ødelagt af plovenes grådige færden. Detaljer, som digteren anser som værende guddommelige og mere højtstående end menneskets nyttelyst.

I anden strofe får digterens tanker et mere historisk islæt, der sættes i en større poetisk sammenhæng, hvor ærefrygten for tidligere tiders danske storhed og magtudfoldelse tydeliggøres gennem beskrivelser af en stenhob, digteren finder på sin vej, som tidligere har fungeret som tingsted for mægtige krigere. Paa den store Granit, som hisset ståer, Stol-Kongen sad med Krone, Scepter, i Zobel og Maar, saa faderglad (Strofe 3, vers 1-4). Den tidligere sceniske fremstillingsform, hvor læseren følger digterens vandring, bliver nu erstattet af en mere historisk dimension, hvor digterens tanker flyver hen i fantasifulde forestillinger om, hvordan stedet blev brugt for flere århundreder siden. Betydningsfulde og vise konger med sceptre var i tinge, mens de kongelige gårde fandtes i det vilde landskab. Med disse historiske forestillinger bliver digtets fokus i endnu højere grad styret af digterens historiske forståelse, hvor han anser områdets naturlige skønhed som Guds skaberværk og et ukrænkeligt monument over den indiskutable mægtighed, Danmark besad i svundne tider. Digteren benytter udelukkende positive adjektiver og versenes komposition vidner om Oehlenschlägers konsekvente brug af forskellige former for rim, hvilket cementerer hans romantiske tilgang til poesi. Eksempelvis med krydsrimene og ord med stærke tryk i verselinjernes afslutning, også kaldet enderim.