Verden er konstant påvirket af det eksistentielle problem kaldet klimakrisen. Klimakrisen er ikke et nyt begreb, men gang på gang bliver verden alligevel forbavset over nye naturkatastrofer. Stormene raser, isbjørnene bliver færre og folks huse fjernes af floder, og menneskeheden har travlt med at omdisputere, hvordan vi bekæmper samtidens betydeligste stridspunkt. Det synes, at være vanskeligt for det enkelte individ, at se bort for krisen, da der er en konstant portrættering af medierne, som bevirker, at jordens udløbsdato syntes nærmere og nærmere. Men hvor skal ansvaret lægges? Og kan det betale sig, at gøre noget for klimaet? Til denne diskussion om ansvaret for klimakrisen har Jacob Skyggebjerg udtrykt sin mening i artiklen “Vi ses på Mars, når klimaet går amok og lokummet eksploderer”. Derudover er ‘70 pct.-klimamålet er dyrt og har lille klimaeffekt. Mest af alt er det selvoptaget godhed’ relevant for debatten, som klimakrisen er med til at skabe.
Den grønne omstilling er for dyr, det siger Jacob Skyggebjerg er grunden til, at vi ikke omstiller os. Det er på bekostning af den globale økonomi, og derfor har vi ikke nerver til at lave en kold tyrker, og stoppe udledningen nærmest dags dato. Han forklarer, at der er en stemning af samhørighed om, at vi finder en løsning - på sarkastisk vis siger han, at vi tager til Mars, når vi har gjort jorden ubeboelig. Menneskeligheden er der ingen, som kan vinde over, eller det er vi i hvert fald arrogante og naive nok til at tro. Skyggebjerg er igen humoristisk nærmest hånende i hans forklaring om, at græs under fødderne og fuglefløjt op mod den blå himmel, ikke er noget vi ønsker. Nej, vi vil gerne fratages al frihed, og leve i frygt for, om der også er en dag i morgen.
Det er gratis at oprette en konto