Jeg kan huske dengang hvor alt var nemt. Dengang hvor man gik i børnehave, legede hele dagen og så blev hentet af ens mor, og den største bekymring i ens liv var at man ikke kunne lide den aftensmad der blev serveret. Det liv havde jeg indtil knopperne begyndte at dukke op, og de gjorde de første år af skole svært. Selvom mange ikke kan huske minder fra deres skolestart, er det for mig svært at glemme, når jeg bliver mindet om det hver gang jeg ser mig i spejlet.
Sommeren nærmede sig og duften af de smukke blomster der var vokset spredte sig i luften. Jeg var mere end klar til skolestart, og følte mig som en af de ”store piger”. Jeg havde godt lagt mærke til de røde prikker der var begyndt at komme på min hud, men livet var for sjovt til at undersøge dem nærmere. Dagene op til skolestart bestod af at købe penalhus, og jeg ville have det flotteste, men også det dyreste penalhus, som jeg havde set alle købe. Aftenen inden var jeg nervøs, og kunne ikke sove, men det var ikke nervøsiteten der holdte mig vågen, det var kløen. Hele min krop kløede som jeg var faldet i en busk af brændenælder. Jeg kløede indtil min hud først blev helt hvid, så rød og så kom blodet. Jeg havde enligt fået at vide, at jeg var blevet for stor til overhovedet at nærme mig mine forældres dør om natten, men den nat var det den eneste udvej. Jeg husker mine forældres chokerede blik da de så mig blodig og grædende i deres dørkarm. Morgenen efter tog vi til lægen, og det bedste de kunne gøre var at give mig flere forskellige cremer. Hver morgen, aften, og i de virkelige slemme perioder, også om eftermiddagen, skulle jeg tage et tykt, koldt lag creme på som ville formindske kløen. Det fungerede enligt meget fint, og min bekymring var nu ikke længere på kløen, men derimod de røde knopper den havde bragt med sig. Lægen sagde at det var ar, og der ikke var så meget at gøre ved dem. Det jeg nu frygtede mest var idrætstimerne, hvor alle skulle se mine bare arme og ben, dækket i de røde ar. Jeg fik mange undrende spørgsmål om dem, og flere rygter blev spredt rundt omkring at det smittede, selvom det var løgn. Alle holdte afstand fra mig, og det blev ved indtil jeg så skiftede skole. Den dag i dag undrer jeg mig over, hvorfor jeg var så ydmyg over at fortælle historien bag dem? Og hvorfor jeg hellere ville flygte fra problemet, end at tage hånd om det? Efter jeg så havde skiftet skole havde jeg nu lært at stå ved den jeg var, og når folk spurgte mig om dem, forklarede jeg det som det var, og nej det kunne ikke smitte.
Det er gratis at oprette en konto