Førstehåndsindtryk er en vigtig del af vores liv om vi vil det eller ej. Vi beslutter os ofte ubevidst inden eventuelle argumenter er hørt, og dette gælder også indenfor mediernes verden. Hvis ikke vi fanges med det samme, så zapper vi videre. Dokumentarer er tit blevet stemplet for kun, at vise den spændende side af sagen. Dens opgave er som udgangspunkt at fortælle sandheden, informere og vise et stykke objektiv virkelighed til befolkningen, men hvad er det for en virkelighed vi får at se? Ifølge DR-journalisten John Carlson, kan vi altid være sikre på, at den virkelighed der vises på tv, er blevet fordrejet. Afsenderne vil have et budskab frem og de vil have os til at ”købe historien”. Det er dog ikke tilfældet med dokumentaren Armadillo af Janus Metz Pedersen. Det er en lige på og hård dokumentar om vores danske soldaters udstationering i Afghanistan. Det er seks måneders skræmmende realisme, som er kogt ned til en time og 40 minutter, og det er præcis sådan jeg synes, at en dokumentar burde være. Der er dog mange, som synes, at Armadillo er langtrukken og kedelig, men det er forventningen om en masse action. De forventer en amerikansk krigsfilm med konstant skyderi og død. Mange er blevet vant til denne iscenesættelse af virkeligheden, og hvis en dokumentar ikke er blevet iscenesat nok, ja så gider vi ikke se den – og det er et problem. Vores teknologi gør det utroligt nemt at beskære og redigere scener, som er urelevante for dokumentaren, og det er til dels også en god ting, for hvem gider se en dokumentar på mere end 2-3 timer? Dog er det allerede beskæringen, som gør, at virkeligheden bliver manipuleret med, og som John Carlsen også har udtalt, så må udgangspunktet være, at alt TV er fiktion. Det er ikke noget jeg tænker videre over, når jeg ser en spændende dokumentar, men efter at have læst teksten Blandingsformer i mediegrundbogen Levende Billeder fra 2007, føler jeg ikke længere, at nogen dokumentar er troværdig. Men er der overhovedet nogle der kan skildre virkeligheden rigtigt og troværdigt, hvis ikke man selv har stået i den? Det er jo ikke kun filmeffekter og stemningsmusik som påvirker troværdigheden – det er også de personer, som medvirker i en evt. dokumentar. Når kameraet kører og Danmark ser med, skal alting klappe og så mange seere som muligt skal fanges af det, som foregår i fjernsynet. Derfor mener jeg, at det som person, må være utroligt svært at være hundrede procent sig selv, når man er på. Det er også tilfældet med udsendelsen DR dokumentaren Børn bag tremmer. Her bliver vi præsenteret for fire unge, som er anbragt på døgninstitutionen Egely. De har alle det til fælles, at de flere gange har været på kanten med loven. Den ene, Michael på 15 år, har været på formiddagsbladenes overskrifter, og beskrevet som ”Danmarks værste teenager”. Den anden, Allan Riggelsen på 17, som får en uventet hjælpende håndsrækning, Saleh på 16 år som bliver ustyrlig når temperamentet spiller ind, og til sidst, Abdallah, som hævder, at kriminaliteten løber i hans blod og at han ikke ønsker at blive ”helbredt”. Han er tilfreds med tilværelsen som den er, og det er netop her, at jeg tror, at han kun siger disse ting for ikke, at vise en svaghed overfor resten af befolkningen. Det er også tydeligt i foromtalen af denne dokumentar, at producenterne er subjektive og allerede har valgt side, når de beskriver drengene som ”uden for pædagogisk rækkevidde”.
Det er gratis at oprette en konto