Dokumentaren mellem fakta og fiktion

For et par måneder siden fik jeg og tre andre piger fra min klasse et tilbud om at medvirke i et dokumentarprogram, som skulle følge en venindegruppe og personerne i den i et par måneder. Umiddelbart lød det som et spændene projekt - de andre piger var tændte på idéen og producenterne var enormt søde. Jeg havde et par uger tidligere været på turné med mit kor, hvor der havde været et kamerahold med, som skulle lave et dokumentarprogram om, at være teenagepige og gå til kor. Efter to uger med ”halvdelen af Danmark, der kiggede med over skulderen”, var min indstilling til et nyt projekt og en ny observatør ikke umiddelbart positiv - den lå faktisk på et klart og tydeligt ”nej tak”. Dette nej, var dog ikke fastere end, at jeg var villig til at genoverveje mit standpunkt, da jeg først blev præsenteret for de muligheder dokumentaren medførte, som jeg selv havde overset. Fælles for os piger som skulle medvirke i dokumentaren er, at vi er enormt ambitiøse. Både når det gælder skolemæssige sammenhænge, men også uden for skolen - vi er alle sammen så heldige at have et talent, som vi dyrker på meget højt niveau. Skole og fritidsinteresser kombineret med et højt ambitionsniveau resulterer som oftest i, at døgnet simpelthen ikke har nok timer, hvilket typisk ender med at gå ud over tiden med vennerne. Overraskende mange mennesker forstår ikke denne prioritering. Hvorfor vælger man en koncert frem for en fest? Hvorfor tager man til dans i stedet for at være sammen med sin kæreste eller veninde? Hvorfor gider man i det hele taget bruge så meget tid på skolen og, for mit vedkommende, koret? Spørgsmål der, efter at have svaret på de første 50 gange og altid blive mødt med et ”nåårh ja, det forstår jeg da godt”, bliver en lille smule trættende i længden. Dokumentarprogrammet rummede muligheder for mig, idet jeg her ville kunne svare på alle de uforstående spørgsmål én gang for alle. Svare på dem, illustrere svarene og skære begrundelsen for mine valg fuldstændig ud i pap. Denne enestående mulighed virkede appellerende, men jeg var alligevel stadig betænkelig. For en ting er, hvad jeg forestiller mig der bliver vist i fjernsynet. Noget andet er det, der rent faktisk bliver vist. Fjernsyns-mediet rummer en række begrænsninger som jeg vidste, ville have afgørende indflydelse på det endelige resultat. Spørgsmålet for mig var bare, hvor tungt disse begrænsninger vejede i forhold til mulighederne. Havde begrænsningerne så stor indflydelse på programmet, at formålet med det ikke simpelthen ikke skinnede klart nok igennem?