Min andenstørste frygt

Jeg har altid været bange for 2 ting i livet, krabber og så svævebaner. Og det er der en helt speciel grund til. Da jeg var 9 ½ år gammel, som jeg selv sagde dengang, var jeg i Costa Rica med min familie. Ferien stod på pool, strand, natur og udforskning af Costa Ricas fantastiske kultur, i 3 uger. Min frygt for svævebaner blev født en uge inde i ferien da vi en dag skulle ud i junglen og svæve i svævebaner, mellem trækronerne i den Costa ricanske jungle.

På dagen blev vi hentet i den klassiske minibus-taxa, der altid er i udlandet. Sådan en grå minibus, med at ruste fælge og en halv aggressiv lokal chauffør med brysthår i åben polo og sort slikhår. Den klassiske mur af kulde man rammer fra den kroniske air-con på fuld skrue, og sidst men ikke mindst den kvalmende lugt af ”New Car” wunderbaumen der gjorde, at man aktivt prøvede at trække været gennem munden. Jeg faldt selvfølgelig i søvn, på den ca. time lange køretur, op af min yndlingshovedpude også kendt som min fars skulder.

Endelig ankom vi til en form for aktivitetscenter midt i junglen. Man var omringet af enorme træer, flotte eksotiske blomster og fantastiske dyr. Der var faktisk et dovendyr der hang i en ledning ca. 15 meter fra os. Vi bevægede os hen mod selve aktivitetscentret, som var en kæmpe olieret træhytte der hang sammen med hvad der lignede et forstørret drivhus med en stort skilt hvor der stod ”Butterfly Garden”. Det var dog ikke det vi skulle selvom jeg havde plaget mine forældre om det siden jeg fik at vide at der også var det derude. Vi blev delt i grupper på ca. 20, fik seler og udstyr på og derefter bevægede vi os op på en stor platform ved den første af ca. 20 svævebaner. Jeg har stadig, men havde især dengang rigtig små hænder og de handsker vi skulle have på var onesize, så imens mine forældre stod maks. stresset og skulle oversætte sikkerhedsinstrukserne fra dårligt engelsk med spansk accent til forståeligt dansk til mig og min søster, tror jeg at jeg tabte mine handsker 5 gange da jeg ikke kunne vende mine finger mod jorden, for så gled de af. 10 minutter efter skulle den første til at køre, indtil en af guiderne råbte ”Any kids!?” ”Any kids, please come forward!”. Da mine forældre rakte hånden i vejret, kom de ned og forklaret mine forældre at os børn skulle køre oven på en guide alene. De snakkede kortvarigt og lige inden mig og min søster blev hevet fra bagerst i køen om foran alle nåede mine forældre at sige at vi for alt i verden ikke måtte sætte vores hænder op foran remskiven, som er selve det der hænger på den lange stål tråd der binder træerne sammen. Hånd i hånd med en instruktør gik vi langsom foran i køen. For hvert et skridt længer væk fra mine forældre steg min puls med 10 og det gjorde det ikke bedre at man var omringet af halv mugne turister, hvis blikke og brok på al verdens sprog føles som mere og mere vægt på ens skuldrer. Junglens lune fugt der hang i luften, man nærmest kan dufte bare man tænker på det og koldsved gjorde at det dryppede fra min næsetip ned på guidens tøj, da vi var ved at blive spændt sammen med diverse snore og sikringer. Vi blev spændt fast på selve svævebanen og inden man kunne nå at tænke en tanke svævede vi afsted med fuld fart, 20-30 meter over det der i mine øjne var den vise død. 5 sekunder senere og BUM…