Bålets gnister flagrer i luften. Vinden strejfer mine kinder, og jeg mærker med det samme mine hår rejse sig fra mine solbrune arme. Jeg kigger mig omkring, men mine øjne stopper, og mine læber udtrykker et stort smil. En af mine venners far har fundet gutairen frem. Musikkens toner strømmer ind i mine ører med strygende fart, således også i mine klassekammeraters. Før jeg ved af det, springer vi fra træstub til træstub, imens vores vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Musikkens toner har taget form i vores munde, og ordene strømmer ud af os. Vores forældre rundt om bålet smiler, griner og nyder, at vi oplever musikken sammen. De vidste dog ikke, at dette var det sidste øjeblik, de ville se deres børn i musikkens verden, ikke hvis vi ikke kan gøre noget ved det.
Erfaringer i min skolegang følger mig stadig
Jeg har haft mange positive erfaringer i min egen skolegang. For at komme ind i et fællesskab skal man selv skabe vejen derhen. Springe ud i det uvidende og stole på sig selv. Jeg kan huske et øjeblik fra min skolegang, der har haft stor betydning for mig. Vi var på lejrskole i de mindre klasser. Solen stod højt på himlen, vejret var fantastisk. Alt var fantastisk, men da jeg kiggede mig over skulderen, standsede mine øjne ved synet af en pige. Pigen stod helt alene og havde ingen at være sammen med. Jeg mener ikke, at nogen skal stå alene, men nogle gange kan min hjerne godt tænke. Hvorfor mig. Hvorfor er det mig, lige mig, der skal tage det store skridt imod den bedre verden. Er det mig, der skal gå fra mine venner, for at gå hen til sølle lille Gertrud over i hjørnet for at spørge hende, om hun vil være med til at lege? Jeg endte selvfølgelig med at få dårlig samvittighed, og gik derfor over til pigen for at spørge om ville være med. Vi endte med at blive rigtig gode venner.
Det er gratis at oprette en konto