Alt det ulykkelige overtog stille og smertefuldt min krop. Det gjorde mig ligeglad med livet. Mit sølle liv. Jeg var nemlig blevet forladt af min mor. Hende, som havde født mig, givet mig livet, havde nu sluttet det hele på den fæleste måde. Hvad var der så tilbage at leve for? Hun var den, som havde trøstet mig, hjulpet mig igennem mine første kærestesorger; den kvinde, som havde trillet mig over håret igennem mine talløse dage og nætter på sygehuset, og hun var den kvinde, som havde givet op og havde efterladt sin højtelskede mand og sin højtelskede datter, for at rejse til et fremmed land. I brevet som jeg havde fundet på hendes seng stod der, at hun ikke kunne holde det ud mere, at hun elskede os, men at hun ikke kunne klare presset. Jeg blev selvfølgelig ked af det, men ikke mindst sur. Det burde være mig, der gav op, ikke hende! Det var da mig, der led af leukæmi, Ikke hende! Hvordan kunne hun være så egoistisk?Det var en uge siden, og det havde regnet hele tiden.
Regnen og tårerne på mine kinder flød sammen. Jeg måtte hellere gå ind nu. Faktisk havde jeg jo været væk siden tidligt i morges. Men jeg orkede ikke at kigge ind i min fars ulykkelige, tårefyldte øjne.Jeg fandt ham stående og vaske op. Men han lavede ikke noget. Han kiggede bare ned i opvaskevandet. Jeg sagde ikke noget til ham, gik bare ind på mit værelse og tændte for computeren. En e-mail poppede op. Mine øjne fangede en velkendt e-mail-adresse. Jeg stivnede. Den var fra min mor:Kære Line
Det er gratis at oprette en konto