Fangenskab og uvished

Det første jeg ser da jeg slår mine øjne op, er de grå kolde murer. Åh, jeg vil ikke være her mere! Jeg ligger og kigger rundt, jeg ved ikke hvor jeg er, jeg er bange, jeg fryser og jeg er sulten. Min mave knurrer, jeg ved ikke hvornår jeg sidst har spist, og det er de samme uhyggelige lyde der kører rundt i mit hoved. Er jeg ved at blive skør? Nej, jeg må slet ikke tænke sådan, jeg bliver nødt til at tænke positivt. Jeg har ondt i ryggen, jeg savner min seng, jeg savner i det hele tager bare at være hjemme. Hvornår kommer vandet? Jeg er ved at være godt tørstig, og i går kom det først til middag. Kan man overhovedet kalde det vand? Det er jo slet ikke rent, og min mave er begyndt at reagere på det. Jeg kigger over på min søster, jeg kan se at hun er begyndt at bevæge sig. ”Hvordan har du det?” Jeg kigger stille på hende, da jeg stiller hende spørgsmålet. ”Jeg er sulten, træt og jeg har ikke sovet så godt.” Jeg undlader at svare, det er samme citat hver dag, samme frygt for at manden kommer igen og samme håb om at få noget mad. Jeg hører nogle komme ned af trappen, og min mave snurrer sig sammen ”Hej unger, har i sovet godt?” Han spørger med sin altid dybe og uhyggelige stemme. Jeg svarer ham ikke, jeg er for bange. Jeg prøver, men min mund vil ikke bevæge sig. ”Jeres forældre vil ikke svare, de elsker jer vel ikke nok. Men i ved hvad det betyder.” Manden er den mand der holder os fanget, og han forlanger en stor løsesum før han vil slippe os fri. Jeg ved ikke hvordan de har det derhjemme, men jeg ved de er bange. Ligeså bange som vi er. Og hvis de kunne ville de betale, det er jeg sikker på. Men både mig og min søster ved godt, de ikke har pengene til det. For hver gang denne tanke ryger gennem hovedet på mig, mister jeg troen på vi vil overleve, mere og mere. Min søster begynder at græde, jeg ved at der næsten intet håb er, men jeg må ikke også begynde. Tårerne presser mere og mere på for hver dag der går, og jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde den kæmpe sø tilbage. For hvis jeg først græder, er håbet tabt. Jeg bliver nødt til at være stærk. Jeg ville ønske at jeg kunne smage den friske luft igen, men ved ikke om jeg nogensinde kommer til det. Pludselig kommer der nogle mænd, de ser store og stærke ud, og jeg har aldrig set dem før. Jeg ved ikke hvad de vil, men jeg håber at de vil tage os med hjem. Jeg begynder straks at overbevise min søster om at vi skal hjem nu. For første gang i længe ser jeg et lille glimt i hendes øjne, og det bringer en masse minder frem. Endelig kommer jeg ud, og den friske luft bliver som smidt i hovedet på mig, eftersom jeg så længe kun har været nede i en lille indelukket kælder. Men mit gensyn med friheden varer ikke længe, for pludselig bliver vi smidt ind i vogn. Jeg ser mig omkring, men finder kun nogle små lufthuller vi lige kan kigge ud af. Jeg tror det er ved at være eftermiddag. Jeg kigger over på min søster, og ser hun ligger på samme måde som hun faldt. Jeg vender hende rundt, og ser hun igen græder. ”Vi kommer aldrig hjem, mor og far kan ikke betale det han vil have. Der er ingen grund til at kæmpe. Ingen grund til at leve. Han gør det jo snart af med os alligevel.” Hun vrider sig fri fra mit greb omkring hende, og jeg kan se i hendes øjne at der ingen håb er tilbage. Hun råber og er pludselig blevet rasende. Jeg ser overrasket på hende, men jeg vil ikke lade det ske. Jeg kravler hen til hende, men hun vil ikke have jeg rører hende. Jeg holder hårdt fast, for jeg er stærkere end hende, og til sidst accepterer hun det og griber hårdt fast i mig.” Tror du stadig på det? Har du ikke givet op?” Hvisker hun grædende. Jeg svarer hende ikke, men gengiver det med et klem. Vi holder om hinanden, for at holde varmen. Og sådan sidder vi længe.