Der er sket noget. Tingene er ikke længere, som de plejer. Det føles som om en sky er gledet over himlen og fuglene, som ellers pippede så lystigt for bare et hjerteslag siden, nu er blevet helt tyste. Han står ikke længere stille og ser på Siri, men går hen i mod hende, uden selv at være helt klar over hvorfor. Han har aldrig snakket med hende. Kun stået på afstand og i al hemmelighed betragtet hende. Han har altid syntes, hun ligner en vidunderlig smuk alf, så lille og fin, med det lange lyse hår, som hun altid har flettet i to flotte fletninger, med lyserøde bånd forneden.
”Hej,” siger han, da han kommer hen til hende og sætter sig ved siden af hende på bænken under kastanjen. Hun kigger forundret på ham. Det er sjældent nogen snakker til hende, da hun altid holder sig for sig selv i klassen, men Eskild har så vidt hun husker aldrig så meget som sagt hej til hende før. ”Hej Eskild,” får hun endelig sagt og kigger så væk igen. ”Du ser trist ud,” siger han, efter lang tids pinlig tavshed, hvor ingen af dem vidste, hvad de skulle sige. Han kan mærke sine kinder blive røde og varme. Hvor syntes han dog det lød dumt, men Siri kigger bare op på ham og sender ham et mat smil. ”Hvad er der sket?” spørger han lidt efter, da hun ikke gav ham noget svar. Det virker ikke som om hun gider snakke med ham, men det er jo heller ikke så underligt. Eskild har så længe han kan huske altid været den sære dreng. Ligesom Siri går han meget for sig selv, men det er ikke noget han selv har valgt. De andre børn har simpelthen altid undgået ham, fordi han er så anderledes.
Det er gratis at oprette en konto