”Barbie-kulturen” har igennem de sidste 100 år udviklet sig til i dag at være en allestedsnærværende kultur, som beskæftiger og interesserer rigtig mange mennesker. Tusindvis af unge piger ofre sågar deres liv til det perfekte udseende, eller stræben efter lignede. Til tider er denne fascination så sygelig, at pigerne ikke bare lider, men også dør for skønheden pga. diverse spiseforstyrrelser og andre psykiske ubalancer. Dette er imidlertid uacceptabelt for den generelle befolkning, og er i dag en stor offentlig debat vi ofte høre om i diverse medier. Et af hovedomdrejningspunkterne er, hvad der ligger til grund for denne fascination. Dette har opfordret, eller provokeret mange forfattere til at udtrykke deres synspunkt. En af disse er Mette Thomsen, som har skrevet romanen ”Plastic”. Denne roman omhandler Mona Hansen, som er en ung pige fra Nørrebro i København. Hun drømmer om at være ’Barbie-dukke’ og får bl.a. foretaget en række plastikoperationer for at komme til at ligne sit ideal.
Romanuddraget, som denne analyse er baseret på, handler om Monas hverdag. Mona bor i en lejlighed på Nørrebro. Hun er bistandsklient, men arbejder alligevel i en videobutik om natten eller som afløser, hvis nogle af de andre er syge. Chefen i Video-shoppen hedder Carlsen, han betaler Mona sort for at arbejde hos ham. Hun har efterhånden fået sparet så mange penge sammen, at de nøje rulles sammen, kan fylde det meste af en cornflakespakke. I dette uddrag befinder Mona sig enten på arbejde eller derhjemme.
Det er gratis at oprette en konto