På balkonen: en spændingsnovelle

Det var midt i sommerferien. Min kone og jeg skulle på sommerferie til Bangladesh i hovedstaden, Dhaka. Vi havde pakket og var helt klar til at tage af sted, så da dagen kom, var vi allerede ude på Kastrup lufthavn 3 timer før afgang. Vi var så spændte, det var vores første ferie sammen, men så sad vi endelig i flyet, det var en lang tur. Jeg sov bare det meste af flyvetiden. Da vi nåede frem var der en bus til os som kørte os til det hotel vi skulle bo på, vi tjekkede ind og pakkede ud. Det var bare en ”slappe af” ferie, nu når vi er blevet så gamle syntes vi også at vi skulle nyde vores liv lidt. Jeg hed Ole og var lige fyld 57 år den forrige uge, min hustru, Bertha er 56 men fylder år om 1 måned og 1 dag. Det har været en rigtig god ferie, men nu er det på tide at vende hjem, da vi hører et kæmpe brag alle løber ud på balkonen og kigger. Der kommer enorme ild flammer op fra lufthavnen, alle på balkonen står med store øjne. De ved ikke hvad de skal gøre, et fly er lige styrtet ned i lufthavnen, hvad skal vi stille op? Vi hører sirener og blåt lys med kurs mod lufthavnen, vi stod bare og var på vej hjem. Vi kommer sikkert ingen steder nu, men vi må da set hvad der er sket så vi tager en taxa til lufthavnen selvom chaufføren helst ikke vil føre os i fare, men alligevel gør han det. Da vi ender ved lufthavnen er jeg nervøs for hvad vi dog skal stille op, vi kan jo ikke gå ind for der er spærret af og man tror at flyet blev kapret af terrorister. Så vi venter og håber bare. Efter nogle ekstra dages overnatning på et hotel får vi endelig svar. Vi kan blive sendt til en anden lufthavn og flyve hjem derfra, de sagde at det ville være en omvej. Vi ville sagtens kunne leve med det. Men den taxa chauffør vi kørte med var ikke taxa chauffør, men terrorist. Vi blev bortført til en lille stamme langt væk fra hvor vi i virkeligheden skulle hen, først der fandt vi ud af at vi var blevet kidnappet, vi var rigtig bange min kone og jeg. Hun græd og jeg trøstede hende selvfølgelig, det var hårdt. Vi lå bare på jorden låst inde, uden nogen form på føde. Det eneste vi fik, var vand. Det var ikke engang rent, det var lige fisket op fra søen. Nogle gange var der små dyr i, men vi drak det for det var sjældent vi over hovedet fik noget. Der gik mange dage, hvor vi bare lå der. Vi var meget trætte og sultne, skulle mit liv ende sådan her? Skulle ingen høre min historie? Jeg var bange, allermest for at miste min kone, vi havde været sammen i så mange år. Jeg tror der var gået 6 dage og får første gang fik vi føde, det var forskellige larver og jeg havde egentligt ikke lyst til at spise der. Det tror jeg heller ikke min Bertha havde, men vi ville ikke opgive håbet. Vi ville overleve, vi ville ikke tabe kampen til nogen usle terrorister. Så vi blev ved med at tro på det gode. En dag kom de og åbnede vores celle, de smed os en i en bil og kørte os væk. Det var en lang køre tur og lige pludselig stoppede bilen, vi blev smidt ud af den lige foran en lufthavn og de skyndte sig at køre igen, klokken var sent om natten. De havde langt en konvolut med 500 euro og vi skyndte os bare med det første fly hjem. Vi var meget nervøse i flyet? Var det mon en fælde for at kapre flyet? Vi lukkede bare øjnene og lige pludselig var vi hjemme, vi skyndte os at melde kidnapningen til politiet og de er i fuld gang med at løse den.Skrevet af Jonas Lissner