De er desværre helt nødvendige i betragtning af, hvor unødvendige de i virkeligheden er. Jeg mener, at forældre er virkelig vigtige, vi var jo aldrig blevet til, hvis det ikke var for dem, de har bragt os til verden, og de har valgt, vi skal have lov til at få et liv. De giver en den tryghed, man har brug for, og de er der, hvis man har brug for dem uanset hvornår, så er de der til at hjælpe og vejlede én 100 % hele tiden. Jeg tror ikke, vi ville kunne undvære dem nogensinde.
Først er de store kæmper eller slagter og ved alt ligesom slagter. I starten af ens barndom kan man slet ikke leve uden sine forældre, det er dem, der opdrager, beskytter én, skåner os fra det, de ikke syntes, vi behøves kende til, de sørger for, at man får nogle gode oplevelser og for ikke at glemme, at det også er dem, som skaber tryghed omkring én. Forældrene bliver i starten af ens barndom sat i forbillede hos børn. Børn står stolt og siger: ”Det siger min far altså.” De er stolte af deres forældre, det er dem, der har ret, dem de ser op til. Til en vis alder stiller børnene ikke rigtig kritiske spørgsmål til forældrenes holdninger og valg. Fordi børnenes verden er meget enkel, de ser kun det der er uden for ens næse. Blandt andet fordi børn ikke har så mange valmuligheder. Man kommer ikke rundt så mange steder, så man kan danne sig sin egen mening, man bliver bare opdraget og så er eller må det jo bare være sådan. Man begynder så at komme rundt ved andre, lægger mærke til hvor stor forskellen kan være med regler opdragelse og andre ting. Efter det danne sig sine egne synspunkter (over ved naboen foregår alt på en lidt anderledes måde, og det er lidt spændende.) Børn kommer til at reflektere over tingene. Og så er det man begynder at ændre sin mening netop, fordi ikke alt er, som man har gået og troet.
Det er gratis at oprette en konto