Da jeg var mindre, omkring 4 år, var mor den bedste i verden. Hun var den, der altid havde svaret på alt, og hende, som kunne beskytte mig mod alt ondt. Men det aller bedste i hele verden, var min moster og onkels sommerhus, især om påsken, men kun fordi jeg troede på påskeharen og intet andet var bedre end gaver.
Det skal også lige siges, at da jeg var lille, var det værste at gå til frisøren. Jeg afskyede at blive klippet. Men i sommerhuset var der er en regel. Jeg skulle blive klippet, men regelen inkluderede også, at efter det gav vi mit lyseblonde hår til egernet, så den kunne holde varmen i sin rede. Men tidlig søndag morgen, troede jeg, at min verden skulle til at gå under. Vi alle skulle ud og finde gaver, da ser jeg egernet ligge på græsset. Helt dødt på det våde morgengræs. Min far prøvede så godt han kunne med at fjerne egernet, og trøste mig. Men det eneste jeg ville have, var min mor. Fordi hun vidste hvad der nu skulle ske, og hun var den eneste der kunne redde verdenen igen. Hun var min helt.
Men hvorfor er det så, at mine forældre kan være den største pestilens i dag? De kan være den tæge, som napper sig fast til huden, og bare ikke vil væk. Og hvorfor har tiden ændret min opfattelse af mine forældre? Jeg er rimelig sikker på det er pga. denne underlige tid, jeg er i. Nemlig teenager alderen. Men er de virkelig den pestilens, som man bare hader så frygtelig meget? Eller er det fordi at man inderst inde ved, at forældre altid har magten over dig, og bare altid har ret? Hm. Det spørgsmål har jeg ikke svaret på, så jeg lader det hænge i luften og forsætter videre med et andet spørgsmål. Er vi teenagere, virkelig så forfærdelige, som vores forældre for os til at tro? Er vi de umulige børn, som ingen disciplin har lært igennem alle årene? Det skulle man åbenbart tro, men i sidste ende vil de os jo kun det bedste, selvom man ikke altid er enige, om nederdel på er det bedste at have på.
Det er gratis at oprette en konto