Essay om hvordan min opfattelse af forældre kan ændre sig gennem livet.
De er der altid, og de har altid været der. Nemlig forældre. For-ældre. Ældre, nogle der er ældre end en selv, mere gammelkloge. Det er et ganske lille ord på kun 8 bogstaver, men meningen bag ordet forældre er noget der er 1000 gange større. At blive forælder er en gave, det er et ansvar, man lægger på sine skuldre, som vil vare lige til livets ende. At blive forældre er en lykkelig ting, og i starten lever man i ”babylykkens rus”. Senere hen kan problemerne dog komme, stærkt efterfulgt af bekymringerne. Hvorfor vokser vores søn ikke, selvom han æder som en tærsker? Hvorfor lærer vores søn ikke snart at gå? Hvad er det for et mærke vores lille sukkermus har i panden? Alverdens ting kan være i vejen. Nogle overreagerer og bliver straks stressede, mens andre tager let på det og forventer, at det nok skal gå. Der er ingen regler, om hvordan man er forældre, så der er ingen, der er ens.
Jeg har også forældre: [NAVN C] og [NAVN A]. De to mennesker som bragte mig hertil. Det er nok dem, som jeg kan stole mest på her i denne verden. Det, at de er mine forældre, giver en helt speciel tryghed, når jeg er sammen med dem. Det er også dem, jeg - ganske vist med mellemrum - har været gal på, skældt ud på og slået på. På trods af det, sidder de alligevel rundt om morgenbordet dag efter dag, trofaste og loyale. Det at de gør det, at de er der for mig, så ved jeg, at det hele nok skal gå.
Det er gratis at oprette en konto