Farvel Danmark

Alberte og Brigitte sad stille og gyngede på de slidte legeplads gynger. Det burde have været med latter og glæde. Men det var det ikke. Selvom Albertes mor havde ladet dem gå fem blokke alene ned til havnens store legeplads. Stemningen var så dårlig på grund af noget Brigitte havde fortalt. ”Jeg skal til Frankrig den her sommer,” havde hun sagt. ”I mit sommerhus ved bjergene.” Alberte havde næsten ingen venner. Hendes eneste veninde var Brigitte. En hel sommerferie alene? ”Jamen hvad så med mig?” spurgte Alberte og bed sig hårdt i underlæben. ”Jeg ved det ikke,” svarede Brigitte tøvende. Men Pludselig sagde hun. ”Hey hvad med at du tager med?”. ”Så kunne vi svømme i min pool, gå oppe i de smukke bjerge og spise is nede på stranden!” Alberte blev glad. Det ville hun gerne! ”Nej,” sagde moderen kort og øste en stor portion pasta op. ”Hvorfor ikke? ”Hør her vi har ikke råd,” sagde faderen. ”Desuden er hele ferien altså lang tid.” Alberte fik tåre i øjnene. ”Netop! Ingen fra fritidscenteret gider lege med mig. Jeg savner allerede Brigitte. Sommerferien var allerede begyndt. Brigitte var på ferie, så Alberte skulle alene i fritidscenter med de andre fra hendes kommende klasse. Ingen gad lege med hende, da hun både var grim og genert. Så en søndag morgen fik hun nok. Hun ville til Frankrig. Da moderen og faderen var taget på arbejde, og Alberte skulle gå alene til fritidscenteret gik hun roligt op på sit værelse. Hun havde en lille rød trækvogn, som hun kunne bruge til at pakke i. Hun skulle ikke havne tomhændet i Frankrig. Hun tjekkede sin andersine sparegris. 250 kroner. Så tog hun sit badetøj, for de havde jo en pool. Efter det gik hun nedenunder og tømte køleskabet. Fly turen tog nok lang tid. Nu var hun klar. Der var et busstoppested nær Irma et par blokke fra hende. Hun trak den røde trækvogn efter sig. Det føltes som om hun havde siddet en uendelighed ved busstoppestedet, da bussen kom. ”Hej!” sagde hun til buschaufføren. Men bussen kørte ikke derud. Men han sagde til hende, at han kunne køre hende til Nørreport, Derfra kunne hun tage noget metro. Hun vidste godt hvilken en metro hun skulle med. Mange folk gloede, da hun trak den røde trækvogn ind i metroen. Hun var sulten nu. Hun spiste tre bananer og fire stykker rugbrød på turen. Endelig Var hun fremme. Der var tusindvis af mennesker. Hun vidste ikke hvor hun skulle hen og hun blev bange.. Hun ledte længe inden hun fandt disken med billetter til Frankrig. ”hvad skal du ha’?” spurgte en gammel dame.”Jeg skal til Frankrig,” sagde hun og tømte sparegrisen. ”Der er 250 kr.””Hvor er dine forældre?” spurgte damen. ”De er der hjemme. En lang metro og bus tur væk,” sagde Alberte. ”Men kom nu op med billetten.”Damen ville ikke give hende den. Alberte blev vred, men damen smilte bare og tilkaldte vagterne. Alberte prøvede at løbe fra dem, men den røde trækvogn var tung. Hun overvejede at efterlade den, men så havde hun ikke mad til Frankrig. Men så stødte hun på en kø. Man skulle have tjekket sin bagage. Nu fangede vagterne hende. De spurgte hvor hun boede. ”Emiliekilde vej nummer ni,” svarede Alberte.”Nu kører vi dig hjem,” sagde manden.”Jamen jeg skal til Frankrig!” Folk fattede jo ikke en skid. Nej det gjorde vagterne heller ikke. Klokken var ikke meget mere end halv tre, da vagterne bankede på Albertes dør. Moderen åbnede døren. Jeg var lige på vej ud efter at hente dig. Er der sket noget?” Nej ikke andet end deres datter blev fundet i Kastrup lufthavn på vej til Spanien.””Frankrig,” sagde Alberte ”Jeg skulle til bjergene. Hen til Brigitte.” Alberte kom aldrig til Frankrig, men hun overlevede sommeren. Da hun blev ældre og kiggede tilbage på den skøre dag, tænkte hun hvor vildt det var, at hun var så tæt på at sige farvel til Danmark og goddag til Frankrig.