Forladt

Hendes ører gjorde ondt, de var kolde som vinden, der blæste forbi dem. Stranden var grå og flad. Flad som følelsen i hendes mave. Hun var forladt. Hun havde siddet der i et par minutter og tygget på sin blyant, ligesom hun gjorde, når hun var i skole. Hendes klassekammerater troede det var fordi at hun var nervøs, men hun var ikke nevøs, det er hun kun sjælden. Det er bare en dum vane. En vane der giver hende følelsen af tryghed. I virkeligheder vender og drejer hun sin hjerne for svar. Hvorfor kom han ikke? Havde det noget at gøre med hende? Kommer han nogensinde tilbage igen? Det eneste hun havde tilbage fra ham var dumme dukke Lise. Hun hadede ikke Lise, hun var bare bange for den følelse hun fik hver gang, hun holdte hende ind til sig. ”Vi skal nok klare den” viskede hun til dukken. Hun tog fat i Lise og lagde hende forsigtigt ned i sandet, ved siden af tasken. Hun rejste sig langsomt og kiggede udover havet. Havet var hendes andet hjem. Det var her hun følte sig tryg. Vinden tog fat i hendes lange mørke hår, dansede en let dans med det, inden den blæste det ind foran hendes ansigt. Hun tog forsigtigt sin følelsesløse hånd op, og tog håret om bag det ene øre. Hvis hun dog bare var lige så fri som mågerne, så ville hun flyve væk fra alt. Hendes mundvig dirrede let. Hun kunne mærke tårnende presse på. Tårnende trillede lige så forsigtigt ud af hendes øjne, hun kunne mærke dem hele vejen ned af hendes kind, hun ventede bare på, at de ville dryppe ned i sandet. Hun vidste, at hun ikke græd. Hun vidste at hun bare lækkede saltvand. Hun var ligesom havet, hun var fuld af saltvand. Det var fjerde gang i denne uge, hun var ved havet. Det var fjerde gang, hun var tom for ord. Det var fjerde gang, hun lækkede saltvand. Med Lise dinglende i den ene hånd, papiret og blyanten i den anden, gik hun langs strandkanten, i barer tæer. Tasken lod hun stå.