Forladt

Bølgerne i havet var rolige i dag, den stille brise i luften kærtegnede hendes ansigt, de små bølger strøg langsomt forbi de små klipper, alt var ligesom det skulle være, harmonisk. Solens første stråler brød langsom frem bag de grå skyer og varmede huden. Hendes fodspor blev til flere i det bløde sand, stranden føltes nærmest uendelig, som om hun bare kunne blive ved med at gå til verdens ende. Der var dog et punkt, hvor det hele stoppede, sådan føltes det i hvert fald indeni. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, de indviklede spørgsmål og den dystre fortid. Hun rystede på hovedet i et forsøg på at glemme det hele og få det til at forsvinde. Fodsporene i det bløde sand stoppede pludselig, hun løftede langsomt sit blik opad. Der stod den, klippen. I hendes øjne lignede det et kæmpe dystert bjerg, der bærer alt ondskaben med sig. Hun vidste godt selv, det var en af de små klipper, men hun kunne ikke se bort fra, hvad hun oplevede, da hun var ganske lille. Hendes øjne lukkede langsomt i et forsøg på at se bort fra klippen. Tankerne fløj tilbage til dengang og fyldte hovedet op.

Et par spinkle benede arme løftede hende op, selvom det føltes, som et skelet, var det alligevel den bedste følelse i verden, omsorg. Den følelse var den dejligste nogensinde. Råbene og skrigende i baggrunden blev bare til tågede ord, når hun knuges helt tæt ind mod den kvinde, hun engang kaldte sin mor. Varmen og trygheden dannede en barriere for alt, da den udmagrede dame fortsatte ind i huset med hende. Der blev stadig råbt og skreget, imens hun sad i favnen med et lille smil på læben, men hun kunne ikke gøre for det. Alt var så sløret, helt surrealistisk sløret. Hun kunne høre voldsomme lyde fra møbler der væltede og skrig, men hun anede ikke hvad det betød. Et barn kunne umuligt vide, hvad alt dette var. Gråd, skrigen og slåen; det er først nu hun har indsæt, hvad det betød. Det var dagligdagen i, hvad der virkede som et ganske normalt liv.