Krimi: Landevejen

Hans frosne fod gled igen i sneen, han kurrede et par meter længere ned af skråningen. Han rejste sig langsomt og rystende op. Han så svagt den snedækkede høje skråning, men nu galt det bare at komme væk fra denne rædsel. Han troede aldrig han ville kunne komme op ad den stejle skråning, alt så ret fortabt ud fra hans side. Endelig tog han mod til sig og gik langsomt hen til skråning, han dukkede hovedet langsomt op for at kigge op ad den. Han begyndte at trave op ad den stejle bakke, med forsigtige tunge skridt. Han tænkte på, hvordan han var kommet i denne skrækkelige situation, men han blev hurtigt revet ud af sine tanker, da han mærkede en forfærdelig smerte i sit ben. Han skreg af pinsel og tog sig hårdt til benet, som havde sat sig fast i et hul i sneen. Han prøvede i lang tid at få benet fri, men hver gang han hev i benet, gjorde det ulideligt ondt, kulden nev i ham, han kunne ikke holde det ud mere. Men endelig fik han benet fri og han begyndte igen at slæbe sig af sted, men jo længere han kom op, jo mere skrækkelig stejl blev den. Endelig lykkedes det ham at komme op. Han humpede lidende hen ad den frosne vej til det røde skilt, hvor der stod, ”Det blå motel.” Han begyndte at humpe ned af vejen til venstre og derefter til højre, hvor han fandt motellet. Han gik ind, og en mand kom hen til ham. Han fik et kæmpe chok. Han rystede over det hele og sank i knæ. Han tiggede og råbte skræk slangende til ham at han ikke måtte slå ham ihjel. Manden gik nærmest i chok og vidste intet om hvad han skulle stille op med ham. ”Bare rolig jeg er ikke ude på at slå dig ihjel, er der derimod noget jeg kan hjælpe dem med?” spurgte manden i mens han kiggede på hans blødende sår. Han stillede sig langsomt op og følte sig utrolig dum” Vil du være sød at ringe til lægen?” Manden gik ud i receptionen, og kort tid senere var lægen der. Lægen spurgte hvad han hed, men han svarede, at han ikke kunne huske det. Lægen kiggede på hans højre arm og ben, og han fik lagt bandage på. Derefter fik han et værelse, og da han var gået i seng, kunne han ikke falde i søvn. I stedet for prøvede han at huske, hvad der var sket. Men til sidst dysset han hen.