Dagene efter oversvømmelsen gik. Alfred kunne ikke længere klare livet, det måtte stoppe nu. Hans savn på Karen var for stort. Han tænkte kun på hende. Han ville se hende igen, nu. Hvordan kunne guds vej være sådan? Døden var den eneste vej til Alfreds lykke. Hver dag tænkte han mange gange over, hvad hans sidste velvalgte ord skulle være, men der var stadig ingen ord, han syntes værdige nok. Men så en dag, da han stod i bagerbutikken, kom ordene pludselig vældene til han. Nu vidste han, at denne dag ville blive den sidste. I aften ville han igen være forenet med sin forlovede. Men så trådte der en dame ind i butikken. Han kiggede hurtigt over på hende, og kiggede så væk igen. Men han måtte kigge igen. Damen var ung og smuk, nydelig at se på. Han vidst med det samme, hvem hun lignede, Karen Margrete. Skulle han tro sine egne øjne, eller var han ved at blive sindssyg? Var han virkelig kommet så langt ud, at han begyndte at se ting, der slet ikke var der? Var Karen kommet for at hente ham? De få sekunder der gik, fra at damen kom ind i butikken, og til at hun stod ved disken lige foran ham, føltes som flere minutter. Der var så mange tanker, som fløj i gennem hovedet på ham. Hun åbnede munden og bedte om et franskbrød. Hendes stemme var næsten lige som Karens stemme. Det var ikke Karen, men en smuk dame der lignede hende på en prik. Alfred var forelsket på ny. Han følte sig ikke længere alene. Gud havde givet ham en ny chance.
Det er gratis at oprette en konto