… Bussen drejer ind ad en snæver gade. Burde vi ikke køre ud af byen? Jeg kender jo byen ud og ind, har boet her hele mit liv. Kunne jeg have undgået at se det, verdens smukkeste hus? Ud af vinduet ser jeg kun huse, er det et af dem? Hvis det er, så fortryder jeg nu, at jeg ikke gik i protest. Hvordan kan et hus, placeret midt i byens mylder og os, ikke blive mærket? Et hus mærket af stress og smerte, kan vel ikke være verdens smukkeste?
Bussen stopper. Jeg tør næsten ikke kigge ud af vinduet. ”Er det her?” råber en ung mand nede i enden af bussen. Han lyder skuffet, og nu er der endnu flere der mener, at det er spild af tid, og forbander buschaufføren for ikke at have holdt sig til sin rute. Jeg må kigge, hvad kan det være? Spændingen stiger i mit bryst, hvad er det? Ingenting. Kun en mur. En helt almindelig stenmur uden noget specielt ved den. Jeg er skuffet. Men hidser mig ikke op som de andre. Bliver bare siddende i sædet, og venter på nogen overbeviser chaufføren om, at han måske er blevet sindssyg. Dørene åbnes, og alle bliver beordret ud.
Det er gratis at oprette en konto