Nøgler, én enkelt cykel, én sko på Vejles banelegemer, punge, vanter og strømper, mobiltelefoner, breve, minder, venner og familiemedlemmer, fornuften og besindelsen, integriteten, trygheden og barnetroen – jeg har mistet en del og sørget en del. Jeg ville ønske, at jeg med overbevisning i stemmen kunne sige, at jeg har opbrugt min kvote – men det er desværre ikke tilfældet. Ligesom livet, er kærlighed både hårdt og godt. At holde en elsket i sin favn kan være berusende, imens det at miste en elsket kan være aldeles kvælende…
Amalie Skrams novelle Memento mori fra 1899 beskriver netop tabet af en elsket, og hvilken sorg og skyld tabet medbringer. Igennem en alvidende fortæller introduceres vi til novellens karakterer, der blot refereres til som ’hun’ og ’han’. Anonymiteten bringer læseren tættere på personerne, deres historie og skæbne. Kvinden, der er historiens protagonist, er fanget i en dyb sorg, da hun og ham, som jeg antager var hendes ægtefælde, er gået hver til sit. Det beskrives dog hverken, om de to personer var gift eller hvorfor deres forhold forliste, ergo provokeres læseren til at læse imellem linjerne, akkurat som den naturalistiske skrivestil påbyder det. Novellen er nemlig skrevet i den naturalistiske stilperiode, hvor om nogle af karakteristikaene er; at sætte problemer under debat og skildre den virkelige virkelighed – der tages derfor afstand til romantismen. Sproget i teksten er særdeles følelsesbetonet og det er i høj grad dét, der skaber stemningen. Adskillige metaforer og sammenligninger springer frem i teksten, og de har alle til formål, at sætte læseren ind i protagonistens sorg, savn og skyldfølelse; ”Hvert et Møbel i Stuerne vender som Knivsod mod hendes Hjerte.” (s. 1, l. 7) , ”Hun gik med et Bjerg af Skyld paa sinde Skuldre.” (s. 3, l. 97).
Det er gratis at oprette en konto