Novellen ”En Rose” er skrevet af Amalie Skram (1846-1905) og er fra tekstsamlingen Sommer, som udkom i 1899. (Der findes også en udgave der hedder ”Udvalgte fortællinger”). Novellen er skrevet i tidsrummet det moderne gennembrud (1870-1914) og er indplaceret i den naturalistiske fortællermåde.
Efter et langt og ulykkeligt ægteskab i Norge, flytter Amalie Skram til København, hvor hun gifter sig med en af gennembrudstidens forfatter, Erik Skram. I dette ægteskab får Amalie Skram anledning til at skrive - hovedsageligt om kvindeforholdene i hjemmet og om problematikken i ægteskabet.
En rose handler om et ægtepar, der i tidernes morgen har elsket hinanden, men som tiden er gået, har deres forskelligheder sat sine spor. Manden er syg, muligvis efter en ulykke – inden han skal på sygehjem for at dø, når han at skrive et brev til sin datter, Karen. I de sidste krampe-trækninger inden han dør, oplever han synet af en kæmpe stor rose, en klode af en rose, som indeholder tusindvis af menneskesjæle.
Novellen tager sit udgangspunkt direkte i en samtale mellem manden og konen, nemlig mandes sygdom, dette betyder, at læseren bliver inspireret og får lyst til at læse videre. Manden er den primære hovedperson, det er hans liv, specielt den sidste tid inden han dør, man hører om. Konen er den sekundære hovedperson, hende hører man om gennem mandes øjne. Datteren Karen er den primære biperson, hun sidder i et værelse for sig selv. Manden omtaler Karen inden han skal på sygehjem, og på det tidspunkt hvor han skriver et afskedsbrev til hende.
Det er gratis at oprette en konto