Ude over sletten er drømmen, drømmen som er lige så langt væk som månen. Drømmen om at være fri som en fugl, om at flyve langt langt væk. Men bag hende var virkeligheden, lige så gru som noget kunne være, at være fanget i mørket. Helt alene i tårnet, hvor hun var låst inde sammen med alle sine drømme. Hun måtte ud, ud til drømmen der hvor alt er som det skal være. Nej nu skulle det var nu, hun havde fået nok af at leve i den uvidne verden. Lænkerne holdte hende tilbage som om 100 mennesker rev i hende. Hun skreg! Hun ville væk derfra, ud og opdage verdenen.
Pigen var blot 20 somre gammel. Hvis det frygtelige ikke var sket for 5 somre siden, havde hun ikke havnet her. Den lille pige som var blevet stor, havde mange gange i fortiden spurgt om hjælp. Men det var håbløst. Hun kunne ligeså godt stå i et rum fyldt med mennesker og skrige, men ingen ville vende sig om og se hvad det var. Ligegyldig og ubetydelig følte hun sig. Ingen ville hører på hende men hun følte sig uskyldig som skovende. Kærlighed, ja kærlighed havde hun ikke fået meget af. Selvom hun havde haft en god mor som gik bort da hun var 3 år, ville hun hellere være her. For de andre år havde været forfærdelige!
Det er gratis at oprette en konto